Uafhængighedsfortalere i Ny Kaledonien er utilfredse med tidspunkt for afstemning, der falder efter coronaudbrud.

Lille øgruppe får ny chance for at blive fri fra Frankrig

For tredje gang på et par år skal beboerne i Ny Kaledonien afgøre, om de vil forblive en del af Frankrig. Foto: Theo Rouby/Ritzau Scanpix
For tredje gang på et par år skal beboerne i Ny Kaledonien afgøre, om de vil forblive en del af Frankrig. Foto: Theo Rouby/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Befolkningen i Ny Kaledonien skal søndag beslutte, om den lille stillehavsstat skal løsrive sig fra Frankrig.

Afstemningen er den tredje om at blive uafhængig af Frankrig, der tog ejerskab over øgruppen i 1853.

Både i 2018 og sidste år stemte befolkningen imod løsrivelse. Der bor omkring 270.000 borgere i Ny Kaledonien, der ligger cirka 2000 kilometer øst for Australien.

Fortalere for uafhængighed er utilfredse med tidspunktet for søndagens afstemning, da coronarestriktioner forhindrer dem i at gå fra dør til dør op til afstemningen i forsøget på at præge udfaldet.

De anklager Frankrig for at haste afstemningen igennem, og flere har sagt, at de nægter at stemme.

Selvstændighedsbevægelsen mener, at det eneste retfærdige ville være at udskyde afstemningen til september næste år.

Samtidig ønsker de at kunne holde en traditionel sørgeperiode, efter at omkring 300 mennesker har mistet livet siden september som følge af corona.

Før det var der ikke registreret smitte på øen - som et af de sidste steder i verden

Kina holder øje

Den franske regering afviser kritikken. Coronasmitten er faldende, siger den.

Søndagens afstemning vil blive fulgt tæt af Kina, som søger mere indflydelse i regionen.

Frankrig og dem, der gerne vil bevare forbindelsen, frygter, at en løsrivelse vil give Kina frit spil til de facto at tage magten over Ny Kaledonien.

»Hvis Frankrigs sikkerhedsværn forsvinder, vil alle elementer være på plads for, at Kina kan rykke ind og etablere sig permanent i Ny Kaledonien«, siger Bastien Vandendyck, der er analytiker med speciale i stillehavsområdet.

Foruden støttekroner fra Frankrig lever Ny Kaledonien hovedsageligt af at eksportere råvarer, især nikkel. Kina er allerede øens største kunde.

Valgstederne åbner klokken 08 lokal tid (klokken 22 dansk tid) og lukker klokken 18 (klokken 08 dansk tid).

Resultatet ventes inden for et par timer.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her