En række af Donald Trumps sædvanlige støtter forsøgte ihærdigt at få den daværende præsident til at stoppe stormløbet mod USA’s Kongres 6. januar.
Det fremgår af en række beskeder sendt til Mark Meadows, der var Trumps stabschef under stormløbet ved Capitol Hill. Beskederne blev offentliggjort mandag i forbindelse med en udvalgsundersøgelse i Kongressen.
De viser blandt andet, at flere journalister fra Fox News og Trumps egen søn Donald Trump Jr. forsøgte at trænge igennem til præsidenten.
»Mark, præsidenten bliver nødt til at bede folk ved Capitol om at tage hjem. Det her skader os alle. Han er ved at ødelægge sit eftermæle«, skrev Laura Ingraham, der er vært på Fox News, ifølge The New York Times.
Tv-stationen Fox News hører politisk til på højrefløjen og er generelt positivt indstillet over for den tidligere præsident Trump.
Men flere af stationens journalister forsøgte altså at få Trump på banen. Blandt dem var også værtsprofilen Sean Hannity.
»Kan han komme med en udtalelse? Og bede folk om at forlade Capitol«, skrev Hannity til Meadows ifølge Washington Post.
Trump Jr. var bekymret
Ved det voldelige stormløb 6. januar indtog hundredvis af personer - hovedsageligt Trump-støtter - den amerikanske Kongres. Fem personer mistede livet under urolighederne, og adskillige blev kvæstet.
Forud for stormløbet havde Trump på Twitter blandt andet skrevet: »Stor demonstration i D.C. den 6. januar. Vær der, det bliver vildt!«.
På dagen var også Trumps søn Donald Trump Jr. dog bekymret. Han skrev til Meadows, at Trump skulle »fordømme det her lort hurtigst muligt«.
»Jeg prøver alt, hvad jeg kan. Jeg er enig«, svarede Meadows.
»Der er brug for en udtalelse fra Det Ovale Værelse. Han bliver nødt til at lede nu. Det er gået for vidt og er ude af kontrol«, lød det fra Trumps søn.
Det udvalg i Kongressen, der undersøger stormløbet, anbefalede mandag, at Meadows skal sigtes for at udvise foragt for Kongressen. Han har blandt andet afvist at afgive vidneforklaring og tilbageholdt dokumenter.
ritzau
fortsæt med at læse




























