Et udvalg i Kongressen i USA, der er ved at kulegrave et dødeligt stormløb mod kongresbygningen i Washington, D.C., 6. januar, har stævnet grundlæggeren af det højreorienterede nyhedsmedie Infowars, Alex Jones, der også er kendt som konspirationsteoretiker, samt en af den tidligere præsident Donald Trumps nære allierede Roger Stone. Begge er blevet bedt om at afgive forklaring om, hvad der skete op til stormløbet og udlevere dokumenter.
Også den politisk aktivist Dustin Stockton, der har en tilknytning til Steve Bannon, Trumps tidligere chefstrateg, og hans forlovede, Jennifer Lawrence, er blevet stævnet. Yderligere er Taylor Budowich, som er talsmand for Donald Trump, blevet stævnet.
Kongresudvalget har dermed stævnet næsten 40 personer i sagen og modtaget vidneudsagn fra flere end 200. Steve Bannon blev tidligere i november tiltalt for to tilfælde af foragt for Kongressen, fordi han har nægtet at vidne. Bannon er blandt de over 30 personer fra Trumps inderkreds, der er blevet bedt om at afgive forklaring for kongresudvalget. Udvalget vil gerne høre mere om, hvad der skete i Det Hvide Hus forud for 6. januar og i løbet af selve dagen.
Ifølge Justitsministeriets vurderinger indtog et par tusinde mennesker kongresbygningen den dag i et forsøg på at forhindre den formelle godkendelse af Joe Biden som vinder af USA’s præsidentvalg i november sidste år. Foreløbigt er næsten 700 mennesker blevet sigtet eller tiltalt for at have deltaget i stormløbet mod Kongressen.
Stormløbet var det værste angreb mod en amerikansk regeringsinstans siden 1812. Og det er den eneste gang i USA’s historie, at der ikke har fundet en fredelig magtoverdragelse sted.
ritzau
fortsæt med at læse




























