Højreradikale grupper har gjort stor skade på Washington D.C. og bør straffes økonomisk, mener statsanklager.

Statsanklager vil retsforfølge Proud Boys for kongresangreb

    Demonstration i Portland med Proud Boys som støtter Trump (arkivfoto). Foto: Jens Lenler
Demonstration i Portland med Proud Boys som støtter Trump (arkivfoto). Foto: Jens Lenler
Lyt til artiklen

Grupperne Proud Boys og Oath Keepers vil blive retsforfulgt i forbindelse med angrebet på den amerikanske kongres 6. januar 2021.

Det oplyser statsanklager Karl Racine i District of Columbia, der er den særlige administrative region, hvor hovedstaden Washington ligger.

Racine siger, at grupperne har gjort både fysisk og økonomisk skade på Washington D.C. og byens indbyggere.

Han fortæller, at man vil gå efter ’alvorlige’ økonomiske straffe til grupperne.

Ved det voldelige stormløb 6. januar indtog hundredvis af personer - hovedsageligt Trump-støtter - Kongressen i USA. Fem personer mistede livet enten kort inden, under eller efter urolighederne. Adskillige blev kvæstet.

Der er tale om et civilt søgsmål.

Det har blandt andet til formål at få dækket de omkostninger, der var ved at sende hundredvis af betjente til U.S. Capitol for at forsvare kongresbygningen. Også omkostninger efter angrebet til behandling og orlov med løn søges dækket.

De to grupper anklages også for vold og overfald. Derudover sagsøges yderligere 80 personer for at have været involveret i stormløbet.

Søgsmålet omtaler ifølge nyhedsbureauet Bloomberg angrebet som ’koordineret indenrigsterrorisme’.

Proud Boys og Oath Keepers samt gruppernes ledere beskyldes for at have ’arbejdet sammen om at planlægge og finansiere samt skaffe omtale og rekruttere til deres planlagte angreb’.

»Resultatet af den planlægning, angrebet 6. januar, var ikke en demonstration, står der i søgsmålet. Det var koordineret indenrigsterrorisme«.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her