Det er faktisk næsten uforståeligt, men dokumentaren ’Det amerikanske oprør’ forsøger i lyset af stormen på Capitol Hill 6. januar at forstå, hvem den amerikanske paramilitære højrefløj er, og hvad der egentlig kan siges at være den knopskydende og brogede forsamlings ideologiske kerne og målsætning. Spoiler alert: Krig og kaos er en del af det.
I front for et journalistisk samarbejde mellem tv-programmet ’Frontline’, ngo’en Pro Publica og Berkeley Universitet er hovedreporteren A.C. Thompson, som stikker tydeligt ud med sin sorte hoodie, sin mørke lød og tydelige huller efter piercede øreflipper, når han bevæger sig rundt til højrefløjsdemoer og interviewer truende og tungt bevæbnede mænd i de år, der går forud for stormen på Capitol Hill.




























