Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Mens Nato styrker forsvar af østlige grænser, foreslår EU-leder hjælpepakke på godt ni milliarder til Ukraine.

Nato-lande sender skibe og kampfly til Østeuropa

Denne soldat kan sammen med de øvrige ukrainere se frem til øget militær støtte fra Nato. Foto: Anatolii Stepanov/Ritzau Scanpix
Denne soldat kan sammen med de øvrige ukrainere se frem til øget militær støtte fra Nato. Foto: Anatolii Stepanov/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Nato-landene har sat styrker i øget beredskab og sendt skibe og kampfly til Østeuropa for at styrke forsvaret af østlige grænser. Det sker på et tidspunkt, hvor situationen stadig er spændt i forbindelse med Ruslands militære optrapning omkring det splittede Ukraine.

»Nato vil fortsætte med at gøre alle nødvendige foranstaltninger for at beskytte og forsvare alle allierede, deriblandt også den østlige del af alliancen. Vi vil altid reagere på enhver fare for en forringelse af vores sikkerhedsniveau«, siger Nato’s generalsekretær, Jens Stoltenberg, i en erklæring mandag.

Den vestlige alliance henviser til beslutninger i de seneste dage, hvor blandt andet Danmark, Spanien og Holland har gjort flådeenheder klar til en hurtig indsatsstyrke. Den danske fregat ’Peter Willemoes’ er sejlet til Østersøen, hvor den skulle være en del af Natos flådestyrke.

USA flyver første sending af militært isenkram ind i Ukraine

Også Frankrig har taget skridt til at sende militær til Østeuropa, hvor medlemslande har bedt om forstærkning.

I Bruxelles meddelte EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, mandag, at EU vil støtte Ukraine med en finansiel hjælpepakke på 1,2 milliarder euro (op mod ni milliarder kroner).

»EU-Kommissionen foreslår denne hjælpepakke for at hjælpe ukrainerne med at klare landets forværrede økonomiske situation som følge af konflikten«, siger hun.

EU-Kommissionens formand gør det klart, at hun venter opbakning til udspillet fra Europarådet, som repræsenterer medlemslandene, og EU’s parlamentarikere.

Kreml beskyldte mandag USA og Nato for at optrappe spændinger, efter at den vestlige alliance har meldt ud, at den er ved at forstærke forsvaret af det østlige Europa i forbindelse med Ukraine-krisen. Talsmanden for Kreml, Dmitrij Peskov, siger, at der fortsat er en meget stor risiko for, at ukrainske regeringsstyrker angriber prorussiske separatister.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her