Mindre end et døgn efter kuppet i Burkina Faso lød der fra demonstranterne i hovedstaden, hvor de fejrede militærets magtovertagelse, to budskaber til omverdenen: Nej til Frankrig og ja til Rusland.
»Vi vil have et partnerskab med Rusland«, sagde civilingeniøren Bertrand Yoda. Han måtte råbe for at blive hørt blandt de hundredvis af mennesker på byens støvede hovedtorv, hvor folk dyttede i horn og jublede højlydt over den nye militærregering. »Længe leve Rusland!«.
Mandag overtog en oprørshær magten i det fattige vestafrikanske land. De oprørske soldater har redet på en bølge af utilfredshed med den hidtidige regering, som ikke har formået at slå hårdt ned på den omsiggribende islamistiske vold, som siden 2016 har fordrevet 1,4 millioner indbyggere, kostet 2.000 livet og destabiliseret størstedelen af det engang så fredelige Burkina Faso.
Efter at Roch Marc Christian Kaboré, landets demokratisk valgte præsident, er sat ud af spillet – ifølge militæret holdes han i forvaring – vil kupmagerne også gå i gang med at se på, om der skal laves om på landets internationale alliancer. Og de russiske flag, der i løbet af tirsdagen sås mange steder i hovedstaden Ouagadougou, lader ikke den store tvivl tilbage om, hvem demonstranterne foretrækker.
