Artiklen er opdateret klokken 23.37
Hvis Rusland invaderer Ukraine, vil der ikke længere være en gasledning Nord Stream 2. Den lukker.
Det siger USA’s præsident, Joe Biden, efter han mandag har holdt et møde med Tysklands forbundskansler, Olaf Scholz, i Washington.
Nord Stream 2 er den gasledning, der for nylig er færdigbygget.
Den løber fra det vestlige Rusland til Nordtyskland via farvandet ud for Bornholm. Den har endnu ikke fået tilladelse til at transportere gas.
»Hvis Rusland invaderer - det vil sige, hvis kampvogne eller tropper krydser grænsen til Ukraine - vil der ikke længere været noget, der hedder Nord Stream 2«, siger Biden.
»Jeg lover jer, at vi i så fald vil gøre en ende på projektet«.
Præsidenten kalder samtidig Tyskland for en af USA’s ’vigtigste allierede i hele verden’.
Også Olaf Scholz advarer Rusland og siger på det fælles pressemøde, at Tyskland bakker fuldt op om, at det vil få meget alvorlige følger for Rusland, hvis landet griber til militære aktioner.
Den tyske forbundskansler er dog ikke helt så klar i spyttet som Biden, når det kommer til Nord Stream 2, men lover blot, at han står skulder ved skulder med den amerikanske præsident.
»Vi kommer ikke til at tage forskellige skridt. Vi kommer til at tage de samme foranstaltninger (som USA, red.), og det vil gøre rigtig, rigtig ondt på Rusland«, siger Scholz om mulige sanktioner.
Besøget i Washington er Olaf Scholz’ første som forbundskansler, siden han tog over for Angela Merkel.
Det kommer, efter at den tyske leder er blevet kritiseret af Ukraine og flere amerikanske politikere for at være for vag, når det kommer til løfter om at forsvare Ukraine.
Modsat USA og flere Nato-lande har Tyskland for eksempel ikke villet sende våben til Ukraine. Iagttagere har også udtrykt tvivl omkring, hvorvidt Tyskland virkelig vil være ville til at skrotte Nord Stream 2-projektet.
Kritisk afhængig af russisk gas
USA og EU har mandag givet et løfte om at sikre forsyningen af gas i tilfælde af, at krisen om Ukraine fører til, at gassen fra Rusland til Europa afbrydes.
Parterne er bekymret for, at det vil ske, hvis Rusland skulle sende soldater ind over Ukraines grænser.
»Vi arbejder lige nu for at sikre Europas energiforsyninger mod et forsyningschok. Det siger USA’s udenrigsminister, Antony Blinken, på et pressemøde i Washington.
Ved hans side står EU’s udenrigspolitiske chef, Josep Borrell.
»Det omfatter det, som kan blive et resultat af yderligere russisk aggression mod Ukraine, påpeger Blinken.
Europas afhængighed af russisk gas er blevet mere kritisk i de seneste måneder, hvor Rusland leverer mindre gas til EU end ventet. Med kraftigt stigende priser som resultat.
Og oven i det de militære spændinger omkring Ukraine. USA anslår, at langt over 100.000 russiske soldater er opmarcheret langs grænsen til nabolandet.
Rusland står for cirka 40 procent af gasleverancerne til Europa.
Blinken siger, at han under sit møde med Borrell har aftalt, ’hvordan man bedst kan dele energireserverne i tilfælde af, at Rusland lukker for gashanen eller igangsætter en konflikt, som forstyrrer strømmen af gas gennem Ukraine’.
ritzau
fortsæt med at læse




























