Danmark bidrager i forvejen med to F-16-kampfly og 800 soldater, som står klar, hvis behovet opstår.

Regeringen får opbakning til yderligere bidrag til afskrækkelsesmission

Foto: Martin Lehmann
Foto: Martin Lehmann
Lyt til artiklen

Efter et ekstraordinært møde i Udenrigspolitisk Nævn mandag aften har regeringen fået opbakning af Folketingets partier til yderligere bidrag til Natos afskrækkelsesmission over for Rusland i Ukraine-konflikten.

Det fortalte forsvarsminister Morten Bødskov (S) til DR efter mødet.

»Rusland har helt uacceptabelt ændret på den europæiske sikkerhedsarkitektur. Derfor fortsætter vi dialogen i Nato«.

»Hvis der bliver behov for det, så kan Danmark bidrage yderligere til Natos afskrækkelsesmission«, siger han.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) kalder situationen for den mest alvorlige siden den kolde krig.

»Det er derfor, vi har bedt alle danskere om at forlade Ukraine«.

»Vi håber, situationen kan løses med dialog og diplomati. Det vigtigste er, at Rusland trækker truslerne tilbage og deeskalerer situationen«, siger han til DR.

Danmark bidrager i forvejen med to F-16-kampfly, som står på Bornholm.

700 til 800 danske soldater er desuden samlet i Slagelse. De står klar til udsendelse, hvis det bliver nødvendigt.

Amerikanske efterretninger vurderer, at der befinder sig omkring 130.000 russiske soldater langs Ukraines grænse.

Meldingen fra Russisk side er, at der er tale om en træningsøvelse.

Den danske ambassade i Kijev er fortsat åben, men med nedsat bemanding. Kun få nødvendige medarbejdere opholder sig fortsat på ambassaden.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her