Justin Trudeau vil med vedtægt fra 1988 underkende Canadas provinser, så regeringen kan tage sig af protester.

Trudeau vil gå i fars fodspor: Særlig vedtægt kan komme i brug for blot anden gang i fredstid

Foto: Ed Jones/Ritzau Scanpix
Foto: Ed Jones/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Canadas premierminister, Justin Trudeau, vil tage særlige magtbeføjelser i brug for at afslutte de protester mod regeringen, der de seneste uger har lukket flere grænseovergange til USA og lammet dele af hovedstaden Ottawa, siger han mandag på et pressemøde.

»Blokaderne skader vores økonomi og bringer den offentlige sikkerhed i fare. Vi kan og vil ikke tillade, at disse ulovlige og farlige aktiviteter fortsætter«, siger Trudeau.

Udmeldingen kommer, efter at særligt politiet er blevet kritiseret for at gøre for lidt for at bryde demonstrationerne op. Protesterne har blandt andet ramt grænsebyen Windsor og Ottawa. I hovedstaden gik protesterne mandag ind i den tredje uge.

»På trods af deres bedste forsøg står det nu klart, at politiets evner til at håndhæve loven er alvorligt udfordret«, siger Trudeau.

Han vil derfor tage en nødretsvedtægt fra 1988 i brug. Vedtægten tillader den føderale regering at tilsidesætte reglerne i landets provinser og indføre særlige tiltag for at sikre landets sikkerhed. Vedtægten er kun blevet brugt en gang før i fredstid. Det skete i 1970, da Justin Trudeaus far og Canadas tidligere premierminister, Pierre Trudeau, tog den i brug.

Lederne af de fire provinser Alberta, Quebec, Manitoba og Saskatchewan sagde tidligere mandag, at de er imod Trudeaus planer om at bruge vedtægten. Ifølge dem er det unødvendigt.

Søndag lykkedes det politiet at fjerne alle demonstranter fra den vigtige grænsebro Ambassador. Broen forbinder den amerikanske by Detroit i delstaten Michigan med byen Windsor i den canadiske provins Ontario og er en ekstremt vigtig handelsrute mellem de to lande. Den havde indtil søndag været blokeret af vrede demonstranter i seks dage.

Protesterne i Canada blev startet af vrede lastbilchauffører. De har demonstreret mod den canadiske regerings vaccinekrav, som gør, at chauffører skal være vaccinerede for at krydse provinsgrænser og i øvrigt for at køre mellem Canada fra USA. Protesterne har også tiltrukket folk, der generelt er imod regeringen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her