Den britiske prins Andrew har indgået et forlig med kvinden Virginia Giuffre.

Prins Andrew indgår forlig med kvinde efter anklager om voldtægt

Prins Andrew er anklaget af kvinden Virginia Giuffre. Hun beskylder prinsen for overgreb og misbrug af hende, da hun var 17 år. Foto: Steve Parsons, Ben Gabbe/Ritzau Scanpix
Prins Andrew er anklaget af kvinden Virginia Giuffre. Hun beskylder prinsen for overgreb og misbrug af hende, da hun var 17 år. Foto: Steve Parsons, Ben Gabbe/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den britiske prins Andrew har indgået et forlig med kvinden Virginia Giuffre, der har anklaget ham for seksuelt misbrug og overgreb. Det viser et brev sendt til retten i New York.

Forligssummen vil ikke blive offentliggjort, men prins Andrew har forpligtet sig til også at give »et betydeligt bidrag til Virginia Guiffres velgørenhedsorganisation til fordel for ofres rettigheder«, fremgår det.

I den fælles tekst fra advokaterne fra begge parter lyder det videre, at prins Andrew beklager sit venskab med den pædofile finansmand Jeffrey Epstein, der begik selvmord i fængslet i 2019, mens han ventede på en retssag om sex trafficking af mindreårige.

»Han forpligter sig til at demonstrere sin anger over bekendtskabet med Epstein ved at støtte kampen mod sex trafficking og støtte dets ofre«, lyder det i den fælles tekst, som er offentliggjort af retten i New York.

Prins Andrew har ikke fået lov at repræsentere den royale familie udadtil, siden han i november 2019 gav et interview med BBC, hvor han kom med en række opsigtvækkende forsøg på bortforklaringer.

Blandt andet påstod prinsen, at han ikke kunne svede, hvorfor Virginia Giuffres vidnesbyrd om en svedig aften på et diskotek ikke kunne passe.

Prinsen, der ikke kunne svede, har været arbejdsløs siden katastrofeinterview

På grund af sagen blev prins Andrew i sidste måned frataget sine militære titler og protektor-roller, ligesom han ikke længere vil benytte sig af titlen ’Hans Kongelige Højhed’.

I det berømte interview med BBC formåede prins Andrew ifølge kritikere ikke at vise medfølelse med Jeffrey Epsteins ofre, endsige fortryde sit venskab med den seksuelle serieforbryder. Nu kommer fortrydelsen uden forbehold fra prins Andrew:

»Det er velkendt, at Jeffrey Epstein handlede med utallige unge piger over mange år. Prins Andrew fortryder sin forbindelse til Epstein og anpriser modet hos fr. Giuffre og andre overlevere, der går i brechen for dem selv og andre«, hedder det i udtalelsen.

Tidligere på måneden truede prins Andrews advokater med et angreb på Virginia Giuffre i retten, blandt andet med en påstand om, at hun selv var skyldig i sex trafficking. Men i udtalelsen fra retten tirsdag, lyder det nu:

»Prins Andrew har aldrig haft til hensigt at tale ondt om fr Giuffres karakter, og han anerkender, at hun har lidt som offer for overgreb og som resultat af unfair offentlige angreb«.

Prins Andrew har hele tiden nægtet sig skyldig i anklagerne om, at han i 2001, da Virginia Giuffre var 17 år, skulle have udsat hende for seksuelt misbrug og overgreb. Det ændrer sig ikke med dagens advokatudtalelse.

Kongehus-iagttagere i Storbritannien mener ikke, at forliget kommer til at betyde, at prins Andrew bliver taget til nåde og genoptager sine repræsentative opgaver for den royale familie. Kongehuset har ingen kommentarer til forliget, og de britiske medier bliver henvist til en udtalelse fra januar om, at prins Andrew ikke længere har sine militære titler og protektor-roller.

Prinsen slipper nu for den ydmygelse, det ville være, at skulle give vidnesbyrd i retten, men der er ingen vej tilbage i den royale varme, skriver Jonny Dymond, BBC’s royale korrespondent,i en analyse.

»Han er stadig slemt beskadiget efter de seneste år; hans venskab med en dømt pædofil og en dømt børne-trafficker vil altid hænge over hans omdømme; og selve det faktum, at en civil retssag hang over hans hoved vil, retfærdigt eller ej, blive brugt mod ham«, lyder analysen.

Nilas Heinskou

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her