Russisk-støttede oprørere i det østlige Ukraine beskylder torsdag ukrainske styrker for at have beskudt dem med mortérgranater.
Det skriver det statskontrollerede russiske medie Ria ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Den ukrainske regering afviser, og påstanden fra oprørerne er ikke blevet bekræftet fra anden side.
Rusland har de seneste mange uger opmarcheret over 100.000 russiske soldater på grænsen til Ukraine. Det har fået Vesten til at frygte en invasion.
Den russiske regering har gentagne gange nægtet, at den har planer om at angribe nabolandet.
USA og flere andre vestlige lande har lovet at møde russerne med hårde sanktioner i tilfælde af en invasion.
Ifølge nyhedsbureauet AFP advarede det amerikanske udenrigsministerium onsdag om, at Rusland »når som helst« kan finde på at publicere falske historier som påskud til at invadere Ukraine.
Våbenhvile brudt 93.000 gange
De seneste år er der flere gange blevet meldt om sporadiske skyderier fra begge sider i Donbass-regionen i det østlige Ukraine. Det er et område, som reelt har været under prorussiske styrkers kontrol siden 2014.
Trods våbenhvile er der ofte skyderier og anden form for uro i området. Alene sidste år blev våbenhvilen brudt over 93.000 gange, har organisationen OSCE opgjort.
Eksplosioner, skyderier og drab på civile: Våbenhvilen i Ukraine er blevet brudt titusindvis af gangeIfølge Ria hævder repræsentanter for de russisk-støttede oprørere i regionen torsdag morgen, at ukrainske styrker har beskudt dem med mortérgranater, granatkastere og maskingeværer.
Der er ingen meldinger om dræbte eller tilskadekomne.
ritzau
fortsæt med at læse




























