Et møde mellem USA’s præsident, Joe Biden, og Ruslands Vladimir Putin er »bestemt« heller ikke en mulighed, lyder det fra Det Hvide Hus, før Rusland nedtrapper konflikten.

»Det giver ikke længere mening«: USA's udenrigsminister aflyser torsdagens møde med sin russiske kollega

Foto: Pool/Ritzau Scanpix
Foto: Pool/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

USA’s udenrigsminister, Antony Blinken, har aflyst sit møde med Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, i Genève i Schweiz torsdag, oplyser han sent tirsdag aften dansk tid til journalister efter et møde med den ukrainske udenrigsminister, Dmytro Kuleba, i Washington, D.C.

Blinken fortæller, at han tidligere på dagen sendte et brev til Lavrov, hvori han informerede ham om, at han ikke længere vil mødes med ham. Det giver ikke længere mening, nu hvor Rusland har påbegyndt invasionen af Ukraine, mener Blinken.

»Nu hvor vi ser, at invasionen er i gang, og Rusland har gjort det klart, at det fuldt ud afviser diplomati, giver det ikke længere mening at gå videre med planerne om at mødes«, siger Blinken.

»Jeg rådførte mig med vores allierede og partnere, og alle var enige«, tilføjer han.

Ifølge Blinken vil USA og dets allierede fortsætte med at øge sanktionerne mod Rusland, hvis landet optrapper sin aggression mod Ukraine yderligere. Det amerikanske udenrigsministerium oplyste i sidste uge i kølvandet på Sergej Lavrovs invitation, at mødet mellem de to udenrigsministre er betinget af, at Rusland ikke invaderer Ukraine. På mødet skulle Blinken og Lavrov blandt andet have drøftet en eventuel dagsorden for et møde mellem Joe Biden og Vladimir Putin.

Talsmand afviser møde mellem Biden og Putin

USA’s præsident og Ruslands præsident har indvilget i at mødes for at finde en løsning på Ukraine-konflikten. Men på en pressebriefing tirsdag kort før midnat dansk tid siger Jen Psaki, der er en talskvinde for Det Hvide Hus, at et møde mellem Biden og Putin »bestemt« ikke er en mulighed på nuværende tidspunkt.

»Som det ser ud nu, er det bestemt ikke en del af planen«, siger hun og tilføjer, at konflikten skal aftage i styrke og intensitet, før et sådan topmøde kan komme på tale.

Tirsdagens udmelding fra Antony Blinken kommer, efter at Rusland mandag anerkendte de to udbryderrepublikker Luhansk og Donetsk i det østlige Ukraine som uafhængige. I samme ombæring meddelte Rusland, at man planlægger at sende »fredsbevarende« styrker til de to regioner.

Tirsdag stemte det russiske parlament for – med øjeblikkelig virkning – at give præsident Vladimir Putin formel magt til at sende landets væbnede styrker ud af landet. Det betyder med andre ord, at Putin har fået grønt lys til at sende styrker til Donetsk og Luhansk. Putin sagde tidligere tirsdag, at han håber, at Ukraine og udbryderrepublikkerne kan løse deres uenigheder.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her