»Jeg er okay og i sikkerhed. Men jeg har en dårlig mavefornemmelse lige nu«. 23-årige Filip sidder alene i sin toværelseslejlighed i byen Sumy i det østlige Ukraine. En by 50 km fra den russiske grænse.
Fredag aften hylede sirenerne, og så havde han fem minutter til at skynde sig ned i den bunker, som ligger tæt på hans boligblok.
»Det er en særlig atmosfære nede i sådan en bunker. Der er mørkt og koldt, og stemningen er meget speciel. Der er mange gamle damer, mænd og børn, der græder. Folk sidder og holder om hinanden«.
Mens man venter er det vigtigste at holde humøret oppe. Ikke at lade sin psyke løbe af sted med en.
»Folk snakker om de mest basale ting. Det var en gammel dame som foreslog, at vi skulle fortælle hinanden hverdagsanekdoter. Så sad vi der i en rundkreds og fortalte på skift«.
Men det er svært.
»Der var en lille dreng, der spurgte sin mor, hvornår krigen sluttede. Det kunne hun ikke svare på. Der begyndte jeg næsten at græde. Det var virkelig hårdt«.
Opvokset i Danmark
I går var første gang, Filip var i en bunker.
Normalt bor han i Aarhus. Sidste år færdiggjorde han en HF, og indtil for nylig var noget af det, der fyldte mest i hans liv, tankerne om, hvilken videregående uddannelse, han skulle tage. Nu er det tankerne om, hvordan han skal komme ud af Ukraine og hjem til sin kæreste.
»Jeg er bange for, at jeg ikke kan rejse ud af landet. Alle mænd mellem 18 og 60 år bliver hvervet til militæret. De tillader ikke mænd at forlade landet nu«, siger Filip. »Så jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg er fanget«.
Det er første gang, Filip er tilbage i Ukraine i sin hjemby Sumy, efter han som 12-årig flyttede til Danmark med sin Ukrainske mor og sin papfar.
Han har opholdstilladelse i Danmark, men ikke noget pas - hverken dansk eller ukrainsk. For i Ukraine skal man være 16 år for at få et internationalt pas, og derfor havde Filip ikke et pas med, da han som barn flyttede til Danmark.
Derfor var det meningen, at Filip skulle en kort tur til Ukraine for at få et ukrainsk pas. Passet kunne ikke udstedes af den ukrainske ambassade i Danmark, så derfor var han nød til at rejse til Ukraine for at få det ordnet. En hurtig tur frem og tilbage, det var planen.
Den ukrainske ambassade havde udstedt et rejsedokument, der skulle fungere som en envejsbillet. Derfor kunne Filip ikke rejse tilbage til Danmark uden sit nye pas.
Men ventetiden blev ved med at trække ud. Og pludselig befandt Filip sig i et land, hvor situationen var en fuldstændig anden, end den han var rejst ned til.
»Jeg vågnede op i lejligheden torsdag nat og hørte Putins tale. Min første tanke var bare shit, nu starter krigen. Jeg havde virkelig ikke regnet med, at det ville gå så stærkt«.
Fanget i Ukraine
Filip begyndte derfor at tjekke mulighederne for at komme ud af landet hurtigst muligt.
»Jeg begynder at kigge efter togafgange fra Sumy og ud til den polske grænse. Alle togafgange til den dag, 24. februar, var helt booket. Enten kørte togene ikke, eller også var de udsolgt. Det samme gjaldt for dagen efter. 26. februar fandt jeg endelig en togafgang og bookede pladsbillet«, fortæller Filip.
Men planen om at komme med togafgangen lørdag eftermiddag ændrede sig drastisk. For torsdag aften underskrev Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskij, et såkaldt dekret, der beordrede, at alle landets værnepligtige mænd skal tilslutte sig militæret og gøre klar til kamp.
I samme omgang fik alle ukrainske mænd mellem 18 og 60 år forbud mod at forlade landet.
»De holder mændene tilbage ved grænsen og nægter dem at komme ud af landet. Min ven har også været vidne til, at nogle af hans venner blev taget fra gaden og tvunget i militæret«.
Filip frygter derfor at skulle endnu i frontzonen i en ukrainsk uniform, hvis han krydser grænsen til Polen og bliver holdt tilbage af ukrainske soldater.
»Jeg har slet ingen militærerfaring, og krig er slet ikke noget for mig. Jeg vil gerne indrømme, jeg er bange for at ende i militæret og skulle i krig. Det er jeg. Men altså... hvis det sker, så sker det. Men jeg prøver at holde mig væk fra gaden. Jeg er mest bare hjemme«, fortæller Filip.
»Det hele føles stadig meget uvirkeligt. Men jeg kan ikke forestille mig at dø. Det er måske noget alment menneskeligt, at man ikke kan forestille, det sker for sig selv. Min kæreste er tilgengæld meget bekymret for mig. Hun græder hver dag, selvom jeg prøver at fortælle hende, at don’t worry, det skal nok gå«.
Er du også bekymret for dig selv?
»Jeg er mere bekymret for de alle andre mennesker i Ukraine, end jeg er for mig selv. Min familie, mine venner. Stakkels dem. For jeg har måske en mulighed for at kunne vende tilbage til Danmark. Det har de ikke, og hvem ved, hvor længe krigen varer. De har ikke nogle steder at flygte eller nogen steder at løbe hen«.
Filip fortæller, at han især er bekymret for sin gode ven. Hans kone er gravid i syvende måned.
»Hvad skal der ske med dem? Det er ikke et godt tidspunkt at få en baby på. Jeg frygter faktisk, at hun kan gå i fødsel, mens vi sidder i en bunker. Man har allerede hørt om kvinder, som er gået i fødsel, mens de gemte sig under jorden i metroen«.
I disse timer ændrer situationen i Ukraine sig hurtigt. Time for time, minut for minut. I hovedstaden Kijev er der blevet meldt udgangsforbud for alle borgere fra kl. 17 til kl. 08 frem til mandag morgen. I Filips hjemby Sumy gælder udgangsforbuddet først fra kl. 22. Men meget kan nå at ændre sig. Derfor er det svært at planlægge noget som helst. For hvornår kommer det næste angreb?
Verden udenfor vinduet
Når sirenerne ikke lyder sidder Filip mest i sin sofa med telefonen i hånden. Faktisk tjekker han den nærmest hele tiden for nyheder. Hvor bliver der skudt? Hvor mange er døde? Har den ukrainske hær stadig magten i byen? En gang i mellem ringer hans kæreste, bror eller nogle af hans venner. Så snakker de sammen et stykke tid, og forsøger de at få tankerne hen på noget andet. Nogle gange joker de også lidt.
Det er vigtigt, at han holder afstand til vinduerne, når han opholder sig i lejligheden. Det har de ukrainske myndigheder anbefalet. For hvis der er angreb, kan det være farligt at blive ramt af glasskår. Filip drister sig dog alligevel til at trække gardinerne lidt til side lørdag formiddag og kigge ud på gaden.
»Nu spørger du, hvordan her ser ud. Så jeg kigger lige ud af vinduet, selvom jeg ikke må«, siger Filip og griner lidt.
»Vejret er gråt. Tror, det er bedre i Danmark lige nu. Men her er lidt biler i gaden. Nogle få mennesker, der går rundt med plastikposer i hånden. Slet ikke så mange, som før invasionen. Met ser faktisk ret normalt ud, hvis man ikke vidste, hvad der foregik«.
Filip fortæller, at taxaerne stadig kører rundt i gaden. Ikke så mange, men der et par få »skøre« chauffører, som tilbyder et lift. »De tjener styrtende og tager tre-fem gange mere for en taxatur end normalt«.
Supermarkederne og apotekerne har også stadigvæk åbent. Indtil videre er meldingen, at der er mad nok i byen til 15-20 dage. Hjemme på hylderne har Filip også sørget for et lille lager.
»Jeg har købt tre poser med mad. Så skal jeg heller ikke gå ud på gaden og i supermarkedet. Det hader min kæreste også, hver gang jeg gør. Hvis jeg skriver til hende, at jeg skal ud og handle, så græder hun, indtil jeg skriver, at jeg er hjemme igen«.
De har været kærester i et halvt år og planen er, at de skal flytte sammen, når han kommer tilbage til Aarhus. Lige nu aner Filip dog ikke, hvordan han skal komme tilbage til Danmark.
»Som situationen er nu, kan jeg ikke planlægge noget. Alt er for farligt og usikkert. Men jeg håber, jeg snart kan komme hjem på den ene eller anden måde«.
Filip har ikke ønsket at optræde med sit fulde navn i artiklen. Redaktionen er hans identitet bekendt.
fortsæt med at læse
