Ti personer meldes dræbt efter russisk missilangreb mod den centrale del af Ukraines næststørste by, Kharkiv.

Udenrigsminister fordømmer »barbarisk« missilangreb midt i Ukraines næststørste by

Redningsarbejdere besigtiger ødelæggelser, efter at russiske missiler tirsdag ramte Kharkiv. Foto: State Emergency Service/Ritzau Scanpix
Redningsarbejdere besigtiger ødelæggelser, efter at russiske missiler tirsdag ramte Kharkiv. Foto: State Emergency Service/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Flere russiske missilangreb har tirsdag angiveligt ramt i hjertet af Ukraines næststørste by, Kharkiv i den nordøstlige del af landet. Ifølge byens guvernør, Oleg Sinegubov, har Rusland ramt med krydsermissiler og såkaldte Grad-missiler, der affyres fra en kampvogn. Der bor ifølge nyhedsbureauet AFP cirka 1,4 millioner indbyggere i Kharkiv.

Ti personer skal være dræbt i angrebet. Derudover skal 35 personer være kommet til skade. Det oplyser Anton Heraschenko, der er rådgiver i det ukrainske udenrigsministerium, på sociale medier.

»Murbrokkerne er ved at blive fjernet, og så vil der dukke endnu flere døde og kvæstede op«, skriver rådgiveren i et opslag.

En video, som guvernøren har delt, viser angiveligt Kharkivs rådhus blive ramt af et missil. Angrebet var rettet mod den lokale guvernør, som leder forsvaret mod de russiske invasionsstyrker, meddeler den ukrainske hær, ifølge britiske The Guardian. Nyhedsbureauet Reuters oplyser, at videoens ægthed ikke er bekræftet uafhængigt. Den er dog delt flere steder på sociale medier.

»Sådanne angreb er et folkedrab på det ukrainske folk. Det er en krigsforbrydelse mod civilbefolkningen«, siger Sinegubov på sociale medier i en video, hvor han er iført skudsikker vest og hjelm.

Udenrigsminister efterlyser flere sanktioner

Det er tirsdag formiddag ikke oplyst, om nogen er blevet dræbt eller kommet til skade i de påståede missilangreb fra Rusland. Sinegubov siger, at Kharkiv indtil videre holder stand mod Ruslands offensiv.

Den ukrainske udenrigsminister, Dmytro Kuleba, har efterlyst yderligere sanktioner mod Rusland efter det »barbariske« angreb mod Kharkiv.

»Præsident Vladimir Putin formår ikke at knække Ukraine. Han udfører flere krigsforbrydelser, fordi han er frustreret, og han dræber uskyldige civile. Verden kan og skal gøre mere. Øg presset, og isoler Rusland fuldstændigt«, skriver udenrigsministeren på sociale medier.

Mindst 70 dræbte efter angreb på militærbase

Tidligere tirsdag har ukrainske embedsfolk bekræftet meldingerne om, at mindst ukrainske 70 soldater søndag blev dræbt i et russisk luftangreb mod en militærbase i byen Okhtyrka i det nordøstlige Ukraine, skriver BBC.

Angrebet fandt sted i regionen Sumy, der fortsat bliver angrebet af russiske styrker. Mandag ledte ukrainske redningsfolk hele dagen efter overlevende i ruinerne.

Ukraines parlament hylder tirsdag morgen de faldne og kalder dem »ukrainske helte« på Twitter.

En anden ukrainsk by, den sydlige havneby Mariupol, er også under fortsat angreb fra russerne. Det siger byens borgmester tirsdag morgen.

»Der er boligområder, der er blevet ramt de seneste fem dage. Det drejer sig om skoler og huse. Der er mange tilskadekomne. Der er kvinder og børn, der er blevet dræbt«, siger borgmesteren Vadym Boichenko.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her