Ifølge Bent Lauritzen, der er forskningsleder i nuklear teknologi på DTU, har værkerne en indbygget sikkerhed.

Forsker maner til ro: Atomkraftværker kan klare angreb

Foto: Peter Klint
Foto: Peter Klint
Lyt til artiklen

Torsdag aften åbnede russiske styrker ild ved Europas største atomkraftværk i Ukraine.

Selv om angrebet kan vække bekymring, skal man ikke få katastrofetanker. Som udgangspunkt er de ukrainske atomkraftværker nemlig modstandsdygtige, fastslår professor Bent Lauritzen.

Bent Lauritzen er sektionsleder for strålingsfysik på DTU, Danmarks Tekniske Universitet.

Ifølge Lauritzen er værkerne bygget med omfattende sikkerhedssystemer og er derfor rustede til at kunne klare angreb.

»De har en væsentlig højere sikkerhed, end Tjernobyl havde. De har en reaktorindeslutning, som skal forhindre, at radioaktive stoffer slipper ud«.

»Værkerne er bygget til at kunne klare, at et mindre fly styrter ned i reaktoren, uden at det forårsager et radioaktivt udslip«, siger Bent Lauritzen.

Sådan er det på alle kraftværkerne i Ukraine. Her er atomreaktoren omsluttet af en beton- eller stålbeholder, fortæller Lauritzen. Indeslutningen skal sikre, at den radioaktivitet, der slipper ud ved et uheld, ikke når ud til omgivelserne.

Øvrige reaktioner

Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA), har meldt ud, at branden ikke har påvirket anlæggets »essentielle« udstyr, og at der ikke var nogen stigning i strålingsniveauerne. Agenturet tilføjede, at det var i 24/7 responstilstand grundet den »alvorlige situation« på kraftværket.

En anden atomkraftssikkerhedsekspert ved Harvard Universitet i USA, Graham Allison, sagde, at det ’værste tilfælde’ ville være, hvis en brand på anlægget forårsagede en nedsmeltning. Det risikerer at føre til frigivelse af radioaktivitet, der kan forurene det omkringliggende område i årevis. Det fortæller han til BBC.

Han sagde også, at det var mere sandsynligt, at russiske styrker forsøgte at »lukke strømforsyningen til det omkringliggende område« frem for at angribe anlægget. Anlægget genererer næsten en fjerdedel af al elektricitet i Ukraine.

Generaldirektør tilbyder besøg

Fredag formiddag meddelte generaldirektøren fra Det Internationale Atomenergiagentur, Rafael Mariano Grossi, at han med sagens alvor taget i betragtning har tilbudt i nærmeste fremtid at rejse til Tjernobyl, hvor man oplevede den værste atomkatastrofe i 1986, og forhandle med Ukraine og Rusland for at sikre sikkerheden på de fire atomkraftværker i Ukraine.

»Dette er en hidtil uset hændelse. Normalt i diplomatisk praksis er en nem løsning at referere til en tidligere begivenhed. Desværre, er vi i den nuværende situation i fuldstændig ukendte farvande. Men hvad der animerer dette initiativ er, at det er tid til at handle og tilbyde assistance, når man tænker på realiteterne på jorden«, sagde Rafael Mariano Grossi ved pressemødet.

Et eventuelt besøg i Tjernobyl vil finde sted efter, at generaldirektøren kommer hjem fra et planlagt besøg i Teheran i Iran.

ritzau/Politiken

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her