Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

I videotale opfordrede Ukraines præsident den tyske regering til at nedrive ny mur mellem fred og konflikt.

Zelenskyj bruger berømt Reagan-citat i appel til tysk kansler

Ukraines præsident, Volodymyr Zelensky, taler over et videolink til det tyske parlament.  Foto: Tobias Schwarz/Ritzau Scanpix
Ukraines præsident, Volodymyr Zelensky, taler over et videolink til det tyske parlament. Foto: Tobias Schwarz/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

I en videotale til Tysklands parlament torsdag henviste Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, til Berlinmurens fald, da han opfordrede den tyske regering til at nedrive en ny usynlig mur, der deler Europa i fred og konflikt.

Han sagde, at Tyskland må stoppe krigen i hans land, og han mindede om den tidligere amerikanske præsident Ronald Reagans opfordring til Mikhail Gorbatjov – den sidste sovjetiske leder – om at rive Berlinmuren ned.

»Det er det samme, som jeg vil sige til dig kære forbundskansler Olaf Scholz: Ødelæg denne mur«, sagde Zelenskyj.

Han mindede om epoken med den kolde krig.

»I er stadig fanget bag en mur. Denne seneste mur er langt stærkere, og den hindrer europæere i at se lidelserne i Ukraine«.

Han tilføjede, at Tysklands bør påtage sig den lederrolle, som landet har fortjent, så kommende generationer kan blive stolte af de nuværende ledere.

»Støt friheden, støt Ukraine, stop krigen og hjælp os med at stoppe krigen«, sagde Zelenskyj, der også sammenlignede drabene på civile i Ukraine med Holocaust:

»Hvert år siger politikere: »Aldrig igen«. Nu ser jeg, at disse ord er værdiløse. Et folk er ved blive destrueret i Europa«.

Ukraine kæmper for at blive medlem af EU

Zelenskyj opfordrede Berlin til støtte Ukraines kamp for at blive optaget i EU og kritiserede også Tyskland for at have udskudt aflysningen af Nord Stream 2 – den stærkt omstridte naturgasrørledning fra Rusland til forbundsrepublikken.

Han sagde, at et stort antal appeller fra Ukraine om at opgive projektet, som ville gøre Tyskland afhængigt af Rusland, var blevet mødt med svar om økonomiske hensyn.

»Økonomi, økonomi, økonomi«, sagde den ukrainske præsident, som fik et stående bifald fra Forbundsdagens medlemmer før talen.

Zelenskyj sagde i en videotale til den amerikanske kongres onsdag, at »vi har brug for jer lige nu« og »husk Pearl Harbor«.

Den ukrainske præsident kom med appel til amerikanerne om at oprette »en flyveforbudszone« over Ukraine, så luftrummet er beskyttet.

»Vi kæmper for Europas værdier«, sagde han og henviste til angrebet på tvillingetårnene 11. september 2001 og Anden Verdenskrig«.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her