9.00: »Jeg vågner og tjekker som det første, om Kyiv er okay, og at ingen missiler og raketter har ramt min by, mens jeg sov. Før jeg står op, tjekker jeg, hvornår min familie, mine venner og kolleger sidst har været online på de sociale medier, og så skriver jeg og spørger, om de er i god behold. Derefter kigger jeg ud ad vinduet for at tjekke, om min udsigt har ændret sig. Om horisonten ser anderledes ud end dagen før. Fra vinduerne mod nordvest kan jeg sommetider se sort røg, fordi russerne har angrebet området. Og så lytter jeg. Kan jeg høre en eksplosion, så ved jeg og ukrainerne, at det er dårligt. Men er det et boom, er det en god lyd, for det er vores luftalarm og militær, der virker«.
9.15: »Vi har en hundehvalp på fem måneder, så han skal hurtigt ud på en gåtur om morgenen. Sommetider er der annonceret udgangsforbud i Kyiv, og så må vi ikke gå en tur i området. Så går vi kun rundt om blokken. Lørdag kan vi godt gå i parken i vores kvarter, og der føler vi os rimelig sikre«.


























