Russiske diplomater har i en lang række EU-lande fået besked på, at de ikke længere er velkomne og skal pakke kufferten. I Danmark meddelte udenrigsminister Jeppe Kofod (S) tirsdag, at 15 russiske efterretningsofficerer har fået to uger til at forlade landet. Det skete i kølvandet af, at Tyskland og Frankrig mandag meldte ud, at de vil udvise henholdsvis 40 og 35 russiske diplomater på grund af den russiske invasion af Ukraine.
Også Sverige, Italien og Spanien fulgte tirsdag trop med udvisning af henholdsvis 3, 30 og 25 diplomater. I alt havde EU-landene tirsdag udvist 120 russiske diplomater i løbet af to døgn, lød en optælling foretaget af The Guardian.




























