I Moldova er de ekstra opmærksomme på stigende spændinger i udbryderregion efter Ruslands invasion af Ukraine.

Naboland til Ukraine holder krisemøde efter flere eksplosioner

Foto: Handout/Ritzau Scanpix
Foto: Handout/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Moldovas præsident, Maia Sandu, har hasteindkaldt til et møde i landets sikkerhedsråd. Årsagen er, at der tirsdag har været to eksplosioner i den russisk-støttede udbryderregion Transnistrien.

Landets myndigheder betragter eksplosionerne som »terrorangreb«.

Moldovas myndigheder er ekstra opmærksomme på stigende spændinger i udbryderregionen efter Ruslands invasion af Ukraine. Transnistrien grænser op til den sydvestlige del af Ukraine. Rusland har haft styrker i regionen permanent siden Sovjetunionens fald. Ukraine frygter, at regionen kan blive brugt som udgangspunkt til nye angreb mod landet.

»Russerne kan flå Moldova i stykker, når som helst de ønsker det«

Indenrigsministeriet i Transnistrien oplyste tirsdag morgen, at to eksplosioner havde fundet sted. To radioantenner, som bruges til at sende russisk radio, blev ødelagt. Ingen personer kom til skade ifølge ministeriet. Ruslands præsidentkontor udtaler, at nyhederne fra regionen giver grund til »alvorlig russisk bekymring«. Man følger udviklingen tæt, lyder det videre. Rusland vil undgå et scenarie, hvor man er nødt til at gribe ind i regionen, meddeler landets udenrigsministerium ifølge det russiske nyhedsbureau Ria.

Udbryderregionen har tirsdag hævet sit alarmberedskab for ’terrortrusler’ til rød. Derudover har man indført kontroller for at komme ind i regionen.

En russisk general sagde i sidste uge, at Ruslands mål med invasionen er at komme i kontrol med det østlige og sydlige Ukraine. Derudover sagde han, at kontrol over disse områder vil sikre bedre adgang til Transnistrien. Det fik Moldova til at indkalde den russiske ambassadør i landet til samtale, og Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, sagde, at udtalelsen viser, at Ukraine bare er et første skridt fra Rusland.

Den seneste tids vold - og årsagen til det - er også noget, USA holder øje med. Det siger USA’s forsvarsminister, Lloyd Austin, tirsdag.

»Vi er ikke helt sikre på, hvad det handler om, men det er noget, vi fortsat vil være fokuserede på«, siger han.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her