Angreb på russisk region i Moldova. Det såkaldte indenrigsministerium i Transnistrien siger onsdag, at der er blevet skudt mod en landsby med et russisk våbendepot ifølge Reuters.
Det er sket, efter der var sendt en drone ind over området fra Ukraine, hedder det. Transnistrien er smal region i Moldova, der fungerer som en russisk fribytterstat.
Området grænser op til Ukraine og er hjemsted for en base med 1.500 russiske soldater.
Det kommer efter meldinger mandag og tirsdag om eksplosioner i den såkaldte republik. De betegnes af de lokale myndigheder som ’terrorangreb’. Bekymringen er, at krigen i Ukraine kan være på vej til området.
»I aftes blev adskillige droner bemærket på himlen over landsbyen Kolbasna«, fremgår det af en erklæring fra »indenrigsministeriet«.
»Dronerne var sendt mod Transnistriens territorium fra Ukraine«, konstateres det.
Kolbasna ligger cirka to kilometer fra grænsen til Ukraine. Byen hedder på rumænsk Cobasna. Rumænsk er det officielle sprog i Moldova.
Her er oplagret 20.000 ton ammunition. Det stammer fra sovjettiden og bevogtes af russiske soldater.
Et væbnet oprør mod Moldovas regering i 1992 betød, at Transnistrien blev et selvstyrende område. Rusland har opretholdt det som et russisk brohoved i det sydøstlige Europa.
Ritzau
fortsæt med at læse




























