Rusland har ødelagt en vigtig landingsbane i den ukrainske havneby Odessa. Læs mere om udviklingen her.

Nattens udvikling i Ukraine-konflikten: Zelenskyj estimerer, at 23.000 russere er døde. Russerne uenige

Foto: Sergei Supinsky/Ritzau Scanpix
Foto: Sergei Supinsky/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Ukrainsk by nord for Donetsk stod i flammer efter russisk angreb, mens den ukrainske præsident har sat tal på de russiske tab under krigen.

Få overblikket over nattens udvikling i konflikten i Ukraine her:

Zelenskyj: 23.000 russiske soldater er døde i krigen

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, siger i sin daglige tale til befolkningen, at over 23.000 russiske soldater er døde siden invasionens begyndelse 24. februar.

Det vides ikke med sikkerhed, hvor mange russiske soldater der er døde i krigen i Ukraine. Rusland har selv erkendt, at landet har mistet over 1000 soldater, men tallene fra begge sider er vanskelige at bekræfte.

Første gruppe af civile forlader stålværk i Mariupol

En gruppe på omkring 20 civile har forladt Azovstal–stålværket i Mariupol. De civile er den første gruppe til at forlade stålværket, siden den russiske præsident, Vladimir Putin, beordrede det enorme stålværk omringet i sidste uge.

Rusland ødelægger vigtig landingsbane i ukrainsk havneby

Et russisk missilangreb har ødelagt en nyanlagt landingsbane i lufthavnen i den ukrainske havneby Odessa. Ingen meldes at være kommet til skade ved angrebet.

Ni meldes såret under russisk angreb i Liman

En by 150 kilometer nord for Donetsk ved navn Liman stod lørdag aften angiveligt i flammer efter et russisk angreb. Angrebet skal have såret ni personer.

Erdogans talsmand har mødtes med Zelenskyj

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, holdt lørdag aften møde med Ibrahim Kalin, der er talsmand for den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan.

Det vides ikke, hvad mødet har drejet sig om, men Tyrkiet har tidligere mæglet mellem Rusland og Ukraine i forsøg på at forhandle en afslutning på krigen.

Blinken har talt med sin ukrainske kollega

USA’s udenrigsminister, Antony Blinken, har talt med sin ukrainske kollega Dmytro Kuleba lørdag.

Ifølge Blinkens talsmand, Ned Price, talte de to om det amerikanske regeringsbesøg denne uge og planer om at vende tilbage til Kyiv.

Kilder: AFP, BBC, dpa, The Guardian.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her