Under det gigantiske stålværk Azovstal i den sønderbombede by Mariupol holder i omegnen af 1.000 ukrainske soldater stand mod de russiske styrker, der har besat det strategisk vigtige område. Men i stålværkets underjordiske, labyrintagtige gangsystem er det ikke kun soldater, der har søgt tilflugt. Omkring 1.000 af byens borgere har levet dernede med dem, langt under jorden, mens daglige angreb fra luften og fra artilleri runger i hele det enorme kompleks.
Tirsdag lykkedes det FN og Røde Kors at evakuere omkring 100 civile fra stålværket til byen Zaporizhzhia, der ligger 250 kilometer fra Mariupol, under en to-dages våbenhvile.




























