Rusland gør alvor om sin plan om at tage kontrollen i Donbas. En amerikansk tænketank vurderer, at russiske styrker i øjeblikket forsøger at omringe ukrainske styrker i det vestlige Luhansk. Få overblikket over den seneste udvikling her:
Polens præsident skal holde tale i Ukraines parlament
Den polske præsident, Andrzej Duda, er ankommet til Ukraines hovedstad, Kyiv, hvor han søndag skal holde tale for landets parlament, oplyser Polens præsidentkontor ifølge Sky News og CNN. Det er han den første udenlandske statsleder til at gøre siden russernes invasion 24. februar. Det er endnu uvist, hvornår talen vil finde sted.
Rusland sætter alt ind mod Ukraines sidste bastion i Luhansk
Den amerikanske tænketank Institut for Krigsstudier (ISW) skriver i en rapport natten til søndag, at russiske kampbataljoner vil udnytte de nylige fremskridt i Luhansk til at forsøge at omringe byen Sjevjerodonetsk i den vestlige del af Luhansk-regionen tæt på grænsen til Donetsk-regionen. Byen bliver af ISW kaldt Ukraines sidste bastion i Luhansk.
Ukraine afviser enhver form for våbenhvile med Rusland
Ukraine har lørdag afvist alle muligheder for at indgå en våbenhvile med Rusland, så længe russiske tropper stadig befinder sig i landet, skriver nyhedsbureauet Reuters. Samtidig lyder det fra Kyiv, at regeringen ikke vil acceptere nogen aftaler med Moskva, hvis de indebærer, at Ukraine skal afgive noget af dets territorium. Udmeldingen kommer fra Mykhajlo Podoljak, der er rådgiver for Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.
Rusland pønser på fangeudveksling for at få nær Putin-allieret hjem
Den russiske regering overvejer i øjeblikket en fangeudveksling, hvor landet kan være klar til at frigive ukrainske krigsfanger mod løsladelsen af Viktor Medvedtjuk, der er en af de rigeste oligarker i Ukraine og har tætte forbindelser til Ruslands præsident, Vladimir Putin. Ifølge det ukrainske medie Ukrainska Pravda har Medvedtjuk været i de ukrainske styrkers varetægt siden 12. april.
Litauen lukker for russisk olie og el
I starten af april blev Litauen det første europæiske land, som stoppede med at importere russisk naturgas. Søndag bliver der ligeledes lukket for oliehanerne og elimporten, oplyser det litauiske energiministerium ifølge det danske erhvervsmedie Finans. Dainus Kreivys, som er landets energiminister, kalder det et vigtigt skridt mod energiuafhængighed.
ritzau
fortsæt med at læse




























