En 33-årig mand er pågrebet, efter at en kvinde i 60’erne er død efter et knivstikkeri onsdag i Visby. Motivet er endnu ukendt.

Kvinde er stukket ihjel under politisk festival i Sverige

Foto: Henrik Montgomery/Ritzau Scanpix
Foto: Henrik Montgomery/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

En kvinde i 60’erne døde onsdag aften efter at være blevet stukket med kniv på en politisk festival i Visby på øen Gotland i Sverige.

Den politiske festival Almedalsveckan afholdes i denne uge i Visby. Begivenheden har været inspiration for Folkemødet på Bornholm.

Festivalen, som hvert år afholdes på Gotland, samler tusindvis af mennesker til politiske taler og arrangementer.

Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.

Politiet fik onsdag klokken 13.50 en anmeldelse om, at en person var blevet stukket med kniv i Visby.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters skete knivstikkeriet tæt på det sted, hvor Centerpartiets leder, Annie Lööf, skulle holde tale.

Hun blev ifølge TT stoppet af sine livvagter, da hun var på vej på scenen. Senere sagde hun, at Almedalen ’er i aften ikke et sted for politiske udfald, konflikter og hårde ord. Det er et sted for samling og eftertanke’.

TT beskriver, at gerningsmanden forsøgte at løbe fra stedet, men blev væltet til jorden efter cirka 20 meter. Derefter blev manden, som er 33 år, anholdt.

Motiv stadig ukendt

Politiområdechef i Gotland Fredrik Persson siger på et pressemøde onsdag aften, at det er for tidligt i efterforskningen til at sige noget om motivet.

De svenske aviser Aftonbladet og Expressen skriver, at de har oplysninger om, at den anholdte har tilknytning til den nynazistiske gruppe Den Nordiske Modstandsbevægelse (NMR).

Det vil Fredrik Persson ikke kommentere.

»Vi er alt for tidligt i efterforskningen, og en del af efterforskningen er selvfølgelig at kortlægge både offeret og gerningsmanden«, siger han ifølge TT.

Det er derfor endnu uvist, om manden, som ikke er tidligere straffet, har en relation til kvinden. Det vides heller ikke, om overfaldet var politisk motiveret.

Politiet vurderer, at der er tale om en isoleret hændelse. Sikkerhedsplanerne for festivalen fortsætter som planlagt, siger han.

Arbejdet med de tekniske undersøgelser fortsætter, siger Fredrik Persson. Politiet samarbejder med efterretningstjenesten Säkerhetspolisen, ofte forkortet Säpo, lyder det.

Den svenske statsminister, Magdalena Andersson, kalder drabet ’forfærdelige nyheder’.

»Jeg tænker selvfølgelig på offeret, de pårørende og venner«, siger hun.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her