Præsident flygtede fra præsidentbolig i Colombo, da den blev stormet af demonstranter.

Demonstranter i Sri Lanka stormer forhadt præsidents bolig og indtager sengen, spisebordet, det hele

Demonstranter har indtaget sengen i et soveværelse, viser et screendump fra sociale medier.  Foto: News Cutter/Ritzau Scanpix
Demonstranter har indtaget sengen i et soveværelse, viser et screendump fra sociale medier. Foto: News Cutter/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Sri Lankas premierminister har indkaldt til et hastemøde i regeringen.

Det sker, efter at landets præsident, Gotabaya Rajapaksa, flygtede fra præsidentboligen i Colombo, da den blev stormet af demonstranter. Billeder fra sociale medier viser, hvordan demonstranterne indtager rum i hele boligen som soveværelse og, hvad der ligner, en stor spisestue eller konferencelokale.

Præsidenten er bragt i sikkerhed. Det siger en talsmand for præsidentkontoret til det tyske nyhedsbureau dpa.

Titusindvis af mennesker deltog i demonstrationerne i hovedstaden. De forlangte, at præsident Rajapaksa går af.

Politi med tåregas og soldater blev siden sat ind mod demonstranterne.

Sri Lanka ligger syd for Indien. De 22 millioner indbyggere oplever for tiden landets værste økonomiske krise i årtier.

Det stærkt forgældede land mangler så mange penge, at det ikke er i stand til at importere tilstrækkeligt med blandt andet benzin og medicin.

Foran tankstationer holder der ofte kilometerlange køer.

Regeringen i Colombo har bedt om hjælp både hos Den Internationale Valutafond og hos flere lande - deriblandt Rusland.

Tog tvunget ud for at hente demonstranter

Politiet har indført et udgangsforbud i hovedstaden i et forsøg på at få stoppet urolighederne. Oppositionen kalder udgangsforbuddet ulovligt.

Ifølge AFP skal flere demonstranter have tvunget landets jernbaner til at sende tog ud for at hente flere aktivister ind til hovedstaden.

Demonstranterne mener, præsident Rajapaksa er ansvarlig for den økonomiske krise i landet. Den bliver af nogle kaldt den værste, siden Sri Lanka opnåede uafhængighed i 1948.

Premierminister Ranil Wickremesinghe står til at efterfølge den siddende præsident, hvis denne går af.

Men også premierministeren fordømmes af demonstranterne. Han har i deres øjne ikke gjort nok for at dæmpe krisen, siden han blev udnævnt som regeringsleder for to måneder siden.

Ritzau og Politiken

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her