Rusland har gentagne gange afvist ukrainske og amerikanske påstande om omfattende tvangsdeporteringer.

USA: Op mod 1,6 millioner ukrainere er blevet tvangsdeporteret

Foto: Miguel Medina/Ritzau Scanpix
Foto: Miguel Medina/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

USA anklager Rusland for at have tvangsdeporteret op mod 1,6 millioner ukrainere til Rusland.

Det siger USA’s udenrigsminister, Antony Blinken, i en udtalelse.

»Det er en krigsforbrydelse og et brud på den fjerde Genevekonvention på ulovlig vis at overføre og deportere beskyttede personer«, siger Blinken.

Rusland har afvist bevidst at ramme civile i den krig, som begyndte, da Ukraine blev invaderet 24. februar.

Fra russisk side har det også lydt, at landet har tilbudt humanitær hjælp til dem, der ønsker at forlade Ukraine. Påstande om tvangsdeporteringer afvises også.

Men Ukraine og USA ser anderledes på sagen.

Fra ukrainsk side har det lydt, at hundredtusindvis er blevet deporteret fra besatte områder i Ukraine til Rusland.

Den vurdering deler Blinken.

»Estimater fra en række forskellige kilder, heriblandt den russiske regering, indikerer, at russiske myndigheder har afhørt, anholdt og med tvang deporteret mellem 900.000 og 1,6 millioner ukrainske borgere, heriblandt 260.000 børn, fra deres hjem til Rusland - ofte til isolerede områder langt østpå«, siger Blinken.

Udtalelserne kommer forud for en konference om påståede krigsforbrydelser i Ukraine. Her skal blandt andet diskuteres muligheden for at stille Rusland juridisk til ansvar. Konferencen afholdes i Haag og begynder torsdag.

»Det er derfor, at vi støtter Ukraine og internationale myndigheder i at indsamle, dokumentere og bevare beviserne på ugerningerne«, siger Blinken.

En række efterforskningshold undersøger for tiden mulige krigsforbrydelser i Ukraine. Det gælder blandt andet en stor gruppe fra Den Internationale Straffedomstol (ICC).

Også den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), er med ved konferencen i Haag.

» Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at retsforfølge de personer, der er ansvarlige for de frygtelige forbrydelser, vi ser i Ukraine«, siger Kofod i en pressemeddelelse.

»Det bliver et langt, sejt træk, men vi skylder krigens mange ofre at presse på for, at gerningsmændene bliver draget til ansvar«.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her