Tyrkiet melder, at en aftale er på vej mellem Ukraine, Rusland og FN om korneksport fra Ukraine via Sortehavet.
Tyrkiets forsvarsminister, Hulusi Akar siger onsdag, at en aftale ventes underskrevet næste uge.
Forsyningen af hvede på det globale marked har været ramt hårdt, fordi både Ukraine og Rusland er storproducenter af hvede. Det har ført til store prisstigninger på hvede.
En russisk blokade på havet har ført til mange strandede skibe, og over 20 millioner ton korn er blevet fanget i siloer i den ukrainske by Odesa.
Akar siger, at den aftale, der er på vej, vil indeholde fælles kontroller af sendinger i havne. Tyrkiet vil stå for sikkerheden på eksportruter via Sortehavet.
Derudover vil landet etablere et koordinationscenter for Ukraine, Rusland og FN.
FN’s generalsekretær, António Guterres, udtrykker sig lidt mere tilbageholdende og siger, at der ’forhåbentlig’ falder en aftale på plads næste uge.
»Jeg er optimistisk, men den er ikke helt færdig«.
»Vi har set et afgørende skridt fremad«, siger han.
ritzau
fortsæt med at læse




























