Rusland vil ifølge eget udsagn gøre »alt«, hvad der er »påkrævet«, for at atominspektører kan få adgang til atomkraftværket Zaporizjzja.
Det siger talsperson for det russiske udenrigsministerium Maria Zakharova.
Zaporizjzja ligger i det sydøstlige Ukraine, og internationalt er der blevet udtrykt stor bekymring for sikkerheden efter kampe og bombardementer omkring værket.
Den ukrainske og russiske regering er i den forbindelse kommet med mange gensidige beskyldninger.
FN’s atomenergiagentur (IAEA) har ønsket omgående adgang.
»I tæt samarbejde med agenturet og dets ledere, vil vi gøre alt, hvad der er påkrævet, for at at lade IAEA-specialister få adgang til kraftværket, og give en sandfærdig vurdering af Ukraines destruktive handlinger«, siger Maria Zakharova.
Beskyldninger begge veje
Mens Rusland beskylder Ukraine for skødesløst at skyde mod kraftværket, mener Ukraine også, at Rusland selv har skudt mod Zaporizjzja.
Ukrainske embedsmænd har også beskyldt russiske styrker for at bruge kraftværket til at søge i dækning, mens de bomber ukrainske byer i nærheden.
FN’s generalsekretær, Antonio Guterres, opfordrede i sidste uge til at indstille alt skyderi nær atomkraftværket.
Den russiske diplomat Mikhail Uljanov blev i den forbindelse citeret for, at der blev arbejdet på, at agenturet kunne besøge kraftværket. Han fastslog dog, at der stadig var nogle forhindringer, der skulle overkommes.
»For os er det vigtigste, at sikre absolut sikkerhed ved den internationale mission«, sagde Mikhail Ulyanov til det russiske nyhedsbureau Ria Novosti.
Zaporizjzja, der er Europas største atomkraftværk, har været under russisk kontrol siden marts. Det er dog stadig ukrainske teknikere, der driver værket.
Ukraine har tidligere beskyldt Rusland for at bruge kraftværket til at opbevare ammunition i, samt at hundredvis af russiske soldater skulle opholde sig i det.
ritzau
fortsæt med at læse




























