Selskabet Svenska kraftnät vil give 30 milliarder svenske kroner til husholdninger for høje elpriser.

Svenske familier kan se frem til strømstøtte på 21 milliarder kroner

Foto: 12060 Lars Schröder/tt/Ritzau Scanpix
Foto: 12060 Lars Schröder/tt/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den svenske regering vil give 30 milliarder svenske kroner – godt 21 milliarder kroner – i strømstøtte til husholdningerne, siger statsminister Magdalena Andersson på et pressemøde.

Det er endnu uafklaret, hvordan tilbagebetalingen skal ske. Det er muligt, at pengene vil blive direkte udbetalt til husholdningerne.

»Svenska Kraftnät vil anvende mindst 30 milliarder svenske kroner på at kompensere husholdningerne for høje elpriser«, siger den svenske statsminister.

Hun understreger, at det er den russiske præsident, Vladimir Putin, og hans krig mod Ukraine, som har ført til de høje priser.

»Vi kommer ikke til at tillade, at Putin holder svenske husholdninger og virksomheder som gidsler«, siger Magdalena Andersson.

Sveriges finansminister, Mikael Damberg, kalder pengene en tilbagebetaling af såkaldte flaskehalsindtægter, som kraftværkerne har fået. Svenska Kraftnät får pålagt at betale mindst 30 af 60 milliarder kroner tilbage til husholdningerne, meddeler den svenske regering.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her