Vi plejede at sige »fred«. Nu siger vi »sejr«, siger den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, i tale.

Zelenskyj lover sejr i tale på Ukraines uafhængighedsdag

Foto: Dimitar Dilkoff/Ritzau Scanpix
Foto: Dimitar Dilkoff/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, siger i en videotale på sit lands uafhængighedsdag, at den ukrainske nation blev genfødt, da Rusland invaderede landet den 24. februar.

Han siger samtidig, at Ukraines mål har ændret sig.

» Vi plejede at sige »fred«. Nu siger vi »sejr«, siger den ukrainske leder og tilføjer:

»Vi vil generobre Donbas og Krim«.

Ukraine løsrev sig fra det russisk-dominerede Sovjetunionen for 31 år siden – i 1991.

Ved en folkeafstemning stemte hovedparten af ukrainerne for uafhængighed.

Den ukrainske uafhængighedsdag onsdag falder seks måneder efter russernes invasion. Den markeres med nedtonede ceremonier over hele landet, mens der konstant er fare for nye russiske angreb - fra landjorden, fra luften eller fra havet.

Zelenskyj siger, at ukrainerne vil kæmpe mod den russiske invasion til det sidste.

» Vi kommer ikke til at give indrømmelser, og vi kommer ikke til at gå på kompromis. Vi er ligeglade med, hvilken hær I har. Vi har kun øje for vort land. Vi vil kæmpe for det til det sidste«, siger han i videotalen, som var optaget forud for afhængighedsdagen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her