Den russiske præsident vil udvide landets militær betragteligt. Det skal ske fra begyndelsen af næste år.

Putin vil have 137.000 ekstra soldater fra næste år

Foto: Sputnik/Ritzau Scanpix
Foto: Sputnik/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Ruslands præsident, Vladimir Putin, har torsdag underskrevet et dekret, der skal udvide landets hær fra 1,9 millioner medlemmer til 2,04 millioner.

Det skriver det russiske nyhedsbureau RIA.

Udvidelsen omfatter en tilgang af 137.000 soldater. Det vil hæve antallet af medlemmer i kampstyrkerne til 1,15 millioner.

Dekretet træder efter planen i kraft 1. januar 2023.

Rusland har ikke oplyst, hvor mange soldater landet har mistet under den igangværende krig i Ukraine. Det senest tilgængelige tal kom allerede et par uger inde i krigen og lød på 1.351 omkomne soldater.

Rusland invaderede Ukraine 24. februar og skød dermed gang i krigen.

Flere vestlige lande har vurderet, at det russiske tabstal kan være omkring det tidobbelte af, hvad Rusland selv annoncerede i krigens indledning.

Ukraine hævder at have dræbt eller såret mindst 45.000 russiske soldater.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her