Den sjette og sidste reaktor ved atomkraftværket Zaporizjzja er blevet frakoblet elnettet.
Aktiviteter ved værket indstilles.
Det oplyser den statslige ukrainske energimyndighed Energoatom søndag morgen ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Rafael Grossi, lederen for FN’s atomenergiagentur (IAEA), har tidligere ifølge BBC sagt, at det var en mulighed at lukke den sidste reaktor.
Det kan ifølge BBC gøre værket afhængigt af nødgeneratorer, som kører på diesel.
De seneste måneder har der været meget fokus på det store atomkraftværk.
Det blev i marts overtaget af russiske styrker, og begge parter i krigen har siden da beskyldt hinanden for angreb nær værket.
Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, har advaret om, at situationen kan udvikle sig til en global atomkatastrofe.
Ukraines regering har opfordret beboere i de russiskbesatte områder omkring værket til at forlade området for deres egen sikkerheds skyld.
Zaporizjzja er Europas største atomkraftværk.
ritzau
fortsæt med at læse




























