Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, siger fredag, at ukrainske styrker har generobret op mod 2500 kvadratkilometer land fra russiske styrker.
Det er sket, siden den ukrainske modoffensiv startede tidligere på efteråret.
»Alene i denne uge har vore soldater befriet 776 kvadratkilometer land i Østukraine samt 29 bosættelser - deriblandt seks i Luhansk«, siger Zelenskyj.
Til sammenligning svarer det område, som ifølge Zelenskyj er blevet generobret i denne uge, cirka til størrelsen på Esbjerg Kommune.
Det var i begyndelsen af september, at ukrainske styrker indledte en offensiv mod russisk-besatte områder i Kharkiv i det østlige Ukraine.
Samtidig har ukrainerne vundet terræn under en offensiv i Kherson i det sydlige Ukraine.
Det er det seneste i en række af russiske nederlag, som i den grad udfordrer den nylige russiske melding om at have annekteret Kherson og tre andre ukrainske regioner.
Onsdag underskrev den russiske præsident, Vladimir Putin, den lovgivning, der ratificerer annekteringen af regionerne. Det er Donetsk, Luhansk, Kherson og Zaporizjzja.
Fra 23. til den 27. september blev der holdt en række folkeafstemninger i de fire regioner.
Afstemningerne er affejet af Ukraine og vestlige regeringer, der kalder dem ulovlige.
Flere steder i regionerne er der kampe.
Fra Rusland lød det tidligere fredag, at russiske soldater har erobret jord i Donetsk.
Det skulle blandt andet være landsbyer nær den ukrainsk kontrollerede industriby Bakhmut. Byen har været under angreb i ugevis.
Rusland har for nylig eskaleret den nu syv måneder lange krig med annekteringerne.
Andre led i eskaleringen har været en yderligere militær mobilisering. Det har også været advarsler og trusler om mulig brug af atomvåben for at forsvare russisk territorium.
ritzau
fortsæt med at læse




























