Voldsomme kampe har natten til søndag igen udspillet sig i den ukrainske by Zaporizjzja.
Mindst 17 mennesker har mistet livet under angrebet, hvor missiler slog ned og ramte både højhuse, villaer og veje.
Det skriver Anatolij Kurtjev, som er embedsmand i Zaporizjzja, på beskedtjenesten Telegram ifølge nyhedsbureauet Reuters.
»Foreløbige data viser, at fem private huse blev ødelagt, mens cirka 40 blev beskadiget«, skriver Kurtjev.
Det har ikke været muligt for Reuters at verificere dødstallet.
Også områdets regionale guvernør, Oleksandr Starukh, har skrevet om angrebene på sin Telegram-profil.
Han nævner ikke et konkret antal døde, men skriver, at et stort højhus er blevet tilintetgjort.
»Redningsarbejdere, læger og alle de relevante tjenester er på arbejde i tragediernes by«, skriver Starukh.
Han har desuden lagt et billede på sin Telegram-profil, hvor man kan se højhuset, som er blevet ramt.
Zaporizjzja er både navnet på en by og på et område i Ukraine. Regionen er mestendels under russisk kontrol, mens byen er under ukrainsk kontrol.
Området Zaporizjzja hører til de fire regioner, som for nyligt blev annekteret af Rusland.
Helt konkret skete det, ved at Rusland med meget kort varsel holdt en stærkt omstridt folkeafstemning, hvor de officielle valgresultater viste, at et stort flertal af indbyggerne havde stemt ja til at blive en del af Rusland.
Afstemningen er blevet affejet af Ukraine og vestlige regeringer, der har kaldt den ulovlig og kritiseret en række aspekter af den.
ritzau




























