De nordkoreanske missilaffyringer har for alvor taget til i hyppighed i 2022, og det kan bestemt mærkes på stemningen i Japan, som ligger på den anden side af Det Japanske Hav, fortæller Danmarks ambassadør i Japan, Peter Taksøe-Jensen.
Tirsdag slog Japan alarm, da et nordkoreansk ballistisk missil fløj hen over den nordlige del af landet.
»Tirsdag kom der en melding på den japanske nyhedstjeneste om, at alle japanere skulle gå i dækning. Det er noget, der lige får en til at reflektere, og morgenkaffen kom jo heller ikke helt ned i halsen«, siger Peter Taksøe-Jensen.
Evakueringsordren blev kort efter indskrænket til kun at gælde den nordlige del af Honshu, landets største ø, hvor hovedstaden Tokyo ligger, og Japans nordligste hovedø, Hokkaido.
»Men det bidrager til, at vi her – men også japanerne – får helt frem på lystavlen, at der er en alvorlig trussel fra Nordkorea, og man kan blive ramt af missiler i det her land«, siger ambassadøren.
Nordkorea har raslet med sablen i Østasien i mange år. Siden 2006 har landet sågar foretaget seks prøvesprængninger med atomvåben. Og især i år er det taget til med prøveaffyringer af missiler, som kan bære atomsprænghoveder.
»Det er, så vidt jeg har kunnet tælle mig frem til, den 26. missilaffyring (i år, red.), den der foregik i går morges (søndag morgen lokal tid, red.). Så det er en voldsom intensitet, som man ser på den nordkoreanske side«, siger Peter Taksøe-Jensen.
Ambassadøren tror, at det kan skyldes, at Nordkorea simpelthen savner opmærksomhed i en tid, hvor meget af opmærksomheden går til Kina, Rusland og Ukraine.
»Så det er jo en måde at få opmærksomhed på«, siger Peter Taksøe-Jensen.
Kim Jong-un: Atomhær er klar til at ramme mål til enhver tid
Nordkoreas seneste syv missilaffyringer har alle været taktiske øvelser med våben, som kan bære atomsprænghoveder, rapporterer statslige medier mandag. Samtlige øvelser er personligt blevet overværet af landets leder, Kim Jong-un, tilføjes det.
I perioden fra 25. september til 9. oktober har enheder fra den nordkoreanske hær været involveret i de særlige øvelser, der omtales som »iscenesatte militærøvelser med taktiske atomvåben«. I løbet af de seneste to uger har Nordkorea gennemført affyringer af ballistiske missiler med falske atomsprænghoveder. Formålet med øvelserne er ifølge det statslige nyhedsbureau KCNA at levere et stærkt »krigsafskrækkende« budskab.
Missilerne blev affyret med fokus på fjendens flypladser og vigtige havne, tilføjes det.
»Det blev demonstreret, hvor effektiv vores atomkampstyrke er. Den er klar til at ramme og ødelægge mål til enhver tid fra ethvert sted«, siger Kim Jong-un til KCNA.
»Selv om fjenden fortsætter med at tale om dialog og forhandlinger, har vi ingenting at tale om, og vi føler heller ikke et behov for det«, rapporterer KCNA.
Ifølge det nordkoreanske nyhedsbureau besluttede Arbejderpartiet i Nordkorea at gennemføre øvelserne som et »uundgåeligt svar« på en storstilet mobilisering af amerikanske og sydkoreanske flådestyrker, herunder et hangarskib og en atomdrevet ubåd.
Så sent som natten til søndag lokal tid affyrede Nordkorea to missiler. Ifølge Japans forsvarsminister, Toshiro Ino, fløj de 350 kilometer, hvorefter de landede uden for Japans eksklusive økonomiske zone.
Myndigheder i Sydkorea har tidligere sagt, at missilaktiviteten fra Nordkorea tyder på, at landet er ved at gøre klar til at foretage nye prøvesprængninger med atomvåben.
ritzau
fortsæt med at læse




























