Køers prutter og bøvser indeholder drivhusgassen metan, som bidrager ganske meget til global opvarmning. I New Zealand, hvor der bor omkring fem millioner mennesker i New Zealand, og der er omkring 10 millioner kødkvæg og 26 millioner får, stammer omkring halvdelen af landets udledning af drivhusgasser kommer fra landbruget. Men nu har landet flere bud på, hvordan det kan blive væsentligt mindre.
New Zealands regering har tirsdag lokal tid foreslået at beskatte de drivhusgasser, som husdyrs prutter og bøvser udleder, i et forsøg på at tackle klimaforandringerne, skriver nyhedsbureauet AP.
Regeringen siger, at afgiften vil være den første af sin slags i verden, og at landmænd kan tjene omkostningerne ved afgifterne ind igen ved at tage flere penge for klimavenlige produkter. New Zealands landbrug er en vigtig del af økonomien. Mejeriprodukter, herunder dem der bruges til at lave modermælkserstatning i Kina, er landets største eksportvare.
Oppositionspolitikere mener dog, at planen i virkeligheden vil føre til mere udledning, fordi newzealandsk landbrug vil flytte til andre lande, der producerer fødevarer mindre bæredygtigt.
Forslaget er heller ikke faldet i god jord hos landmændene i landet i Stillehavet. Federated Farmers, der er landets største lobbyorganisation for landbruget, siger, at planen vil »rive indvoldene ud af New Zealands landsbysamfund« og erstatte gårde med træer.
Organisationens formand, Andrew Hoggard, siger, at landmænd har forsøgt at samarbejde med regeringen om en plan, der skal bringe udledningen ned uden at mindske fødevareproduktionen i mere end to år. Han mener, at konsekvensen af regeringens plan vil være, at landmændene sælger deres gårde »så hurtigt, at du ikke en gang vil kunne høre hundene gø bag på deres pickup-truck, når de kører afsted«, skriver AP.
Ifølge regeringens plan skal landmænd begynde at betale for udledningen i 2025. Hvor meget køers bøvser og prutter skal koste, er endnu ikke besluttet.
Store forhåbninger til mælkepulver til køer
Inden da kan en anden løsning være blevet bragt i spil. Tirsdag lød det fra forskere i New Zealand, at et særligt probiotisk pulver til kalve ser ud til at kunne nedbringe metanudledningen fra køer markant. At et middel er probiotisk, betyder ifølge sundhed.dk, at det »indeholder levende mikroorganismer i tilstrækkeligt antal til at kunne ændre floraen i tarmen«. Det probiotiske pulver, som for tiden bliver testet på gårde hos den newzealandske mejerigigant Fonterra, har fået navnet på ’Kowbucha’ – eller på dansk måske ’Kobucha’. Det blandes i en mælkelignende drik, som kalvene fodres med.
Tidlige forsøg har vist, at kalvene udleder op til 20 procent mindre metan, når de får det probiotiske tilskud. Det har givet store forhåbninger til projektet, fortæller Shalome Bassett, ledende forsker hos Fonterras forsknings- og udviklingscenter.
»Probiotiske tilskud er fremragende, for de er faktisk en naturlig løsning«, siger hun.
»Hvad end vi gør, så skal det være noget, som er let for bønderne at anvende og omkostningseffektivt. Og så skal vi også sikre os, at det er godt for koen og ikke påvirker mælken«.
De løbende forsøg har vist lovende resultater, siger hun. Hvis det fortsætter, håber Fonterra på at have små poser med ’Kowbucha’ i butikkerne inden slutningen af 2024. Der er endnu ingen tilgængelige informationer om prisen.
Nogle tilskud, som er tilgængelige i andre lande end New Zealand, har vist sig at kunne nedsætte metanudledningen endnu mere end ’Kowbucha’. Men Fonterra håber på at kunne være konkurrencedygtig på andre områder. Blandt andet mener selskabet, at ’Kowbucha’ er en let løsning, da bønder kun behøver at give midlet til kalvene, når de opdrættes.
Regeringen har lovet at reducere udledningen af drivhusgasser og gøre landet CO2-neutralt i 2050. En del af planen er at reducere udledningen af metan fra husdyr med 10 procent i 2030 og 47 procent i 2050.
ritzau




























