Det var Tyskland, der løb med overskrifterne, da det første af fire ultramoderne tyskproducerede antiluftskytsbatterier tirsdag krydsede grænsen fra Polen til Ukraine, men i kulissen spillede Egypten en diskret birolle.
Forsvarssystemet Iris-T kan stoppe angreb fra missiler, raketter, fly og droner. Et batteri kan beskytte en stor by, har Tysklands kansler Olaf Scholz stolt sagt. Det er der hårdt brug for i Ukraine, hvor Rusland de seneste dage har bombarderet og dræbt civile i et dusin byer. De mobile tyske batterier vurderes at koste mere end en milliard kroner stykket, og systemet er så nyt, at selv ikke det tyske forsvar bruger dem endnu. Der er venteliste hos Diehl, der bygger dem.




























