Valgkommissionen i Pakistan har fredag nægtet den tidligere premierminister Imran Khan at genopstille i fem år. Det oplyser Khans advokat til flere medier, herunder nyhedsbureauet AFP.
Imran Khan var fra august 2018 til april i år premierminister i Pakistan og medlem af nationalforsamlingen.
I april tabte Khan en tillidsafstemning i forsamlingen og blev tvunget til at gå af. Khan havde forud for afstemningen forsøgt at forhindre den ved at opløse nationalforsamlingen.
Det blev dog erkendt ugyldigt af den pakistanske højesteret, og Khan tabte afstemningen.
Den tidligere cricketstjerne nød udbredt popularitet, da han blev valgt som premierminister i 2018 med det magtfulde pakistanske militærs støtte.
Men han mistede sit flertal i parlamentet, da et mindre parti trak sig ud af hans koalitionsregering.
Oppositionen kritiserede ham for ikke at have fået økonomien på sporet igen efter coronakrisen.
Han havde ifølge oppositionen heller ikke indfriet sine valgløfter fra 2018 om at udrydde korruption og gøre Pakistan til et velstående land, der er respekteret internationalt.
Både oppositionen og flere iagttagere mener, at Khan har mistet militærets opbakning, men det afviste premierministeren selv.
Khan har hævdet, at USA stod i spidsen for et internationalt komplot for at fjerne ham fra magten. Han fremlagde ikke nogen beviser, der kan bakke op om den påstand.
Ifølge valgkommissionen i Pakistan har han også solgt gaver, han modtog som premierminister, i strid med loven.
Derfor bandlyses han fra at stille op i fem år.
Imran Khans advokat, Gohar Khan, oplyser ifølge AFP, at Imran Khans lejr er stærkt uenig i afgørelsen. De vil nu få den prøvet ved landets højesteret.
ritzau




























