Artiklen er opdateret klokken 22.55 med en reaktion fra den polske regering efter hastemødet.
Der er tirsdag aften meldinger om, at to russiske missiller skal have ramt det østlige Polen ved grænsen til Ukraine og dræbt to personer.
Meget er fortsat usikkert i forhold til de præcise hændelser, men nyhedsbureauet AP citerer en unavngiven amerikansk efterretningskilde for informationen. Den er ikke bekræftet fra nogen officielle kanaler.
Piotr Müller, der er talsmand for den polske regering, skriver på Twitter, at landets premierminister, Mateusz Morawiecki, har indkaldt til et krisemøde. Efter mødet siger samme talsmand, at to polske statsborgere er blevet dræbt i en eksplosion, og at Polen har hævet sit militære beredskab.
Polen er medlem af den vestlige forsvarsalliance Nato.
Det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, oplyser ifølge Reuters, at det på nuværende tidspunkt ikke kan bekræfte nogen af oplysningerne.
»Jeg kan sige til jer, at vi på nuværende tidspunkt ikke har oplysninger, der kan bekræfte meldingerne. Vi ser nærmere på det«, siger general Patric Ryder fra Pentagon under en pressebriefing.
Han gentog, at USA »vil forsvare hver en centimeter af Nato’s territorium«, mens amerikanerne venter på yderligere informationer. Han understreger, at han er »meget sikker« på den amerikanske evne til at kunne forsvare Europa.
Den amerikanske forsvarsminister, Lloyd Austin, vil formentlig tale med den polske forsvarsminister i løbet af de kommende timer.
Hvis Rusland reelt har angrebet Polen, vil det være første gang, at et Nato-land er ramt af russisk militær siden russerne 24. februar, hvor de invaderede Ukraine.
Nedslaget i Polen kommer samme dag, hvor mere end 100 russiske missiler har ramt Ukraine, og hvor målene i flere tilfælde ifølge New York Times har været landets elektriske infrastruktur.
Usikkert om musketer-ed aktiveres
Ifølge Anders Puck Nielsen militærforsker ved Center for Maritime Operationer på Forsvarsakademiet er det endnu alt for tidligt at sige noget om, hvorvidt artikel 5 i Nato-pagten vil kunne tages i anvendelse oven på hændelsen. Den aftale, der forsikrer, at et angreb på ét Nato-land er et angreb på hele Nato. Den såkaldte musketer-ed.
»Jeg tror ikke umiddelbart, at artikel 5 vil komme i anvendelse, men det er selvfølgelig den tanke, man tænker. Jeg tror dog ikke, at det bliver aktuelt. Det store spørgsmålet er naturligvis, om det var en ulykke eller skete med vilje. Men det er ikke sådan, at artikel 5 automatisk bliver aktiveret ved en hændelse som denne«, siger han.
»Skal artikel 5 tages i brug, skal Polen først anmode om, at man gerne vil mødes for at diskutere, om det skal ske (selve aktivering af artikel 5, red.). Og så skal der på sådan et møde herefter tage stilling til, om det skal ske. Der er ingen automatik i det«, siger han.
Endnu er det uklart, om russiske missiler er landet i NATO-landet Polen med vilje eller ved et uheld.
»Hvis det er med vilje, virker det mest som om, at Rusland gerne vil sende et signal til NATO om, at der er risiko for eskalation. Umiddelbart er jeg dog ikke bekymret, men når krigen går dårligt for russerne, så kan man godt frygte, at de kan tage mere og mere desperate midler i brug for at prøve at vinde krigens gang på en eller anden måde«, siger Anders Puck Nielsen fra Forsvarsakademiet.
De næste dage bliver ifølge militærforskeren interessant at følge polakkernes vurdering af den konkrete situation, om de selv vurderer, hvorvidt de russiske missiler er landet i Polen med vilje eller ej, og om landet vil indkalde Nato til et hastemøde.
Upræcise russiske missiler kan have ramt forkert
Claus Mathiesen er studielektor på Forsvarets Sprogskole og ekspert i Nato-Rusland-forholdet. Han påpeger, at byen Przewodow, hvor de to missiler angiveligt skulle være ramt, ligger blot ti kilometer fra grænsen til Ukraine.
»Det skyldes formentlig de russiske krydsermissilers manglende præcision. Det vil udløse en artikel 5 drøftelse, men næppe mere end det i betragtning af, at det tilsyneladende ikke var et målrettet angreb«, skriver han på Twitter.
Ruslands forsvarsministerium oplyser ifølge Interfax, at meldinger om de russiske missiler i Polen er en bevidst provokation med det formål at eskalere situationen, skriver Ritzau.
Letlands forsvars- og udenrigsminister, Artis Pabriks, har allerede reageret på meldingerne om eksplosioner i Polen på sin profil på Twitter. Han skriver blandt andet:
»Det kriminelle russiske regime har affyret missiler, der ikke alene var målrettet ukrainske civile, men også landede på Nato-territorie i Polen«.
»Vi står side om side med polske venner og fordømmer denne forbrydelse«.
Det er tirsdag aften fortsat ikke bekræftet eller bevist, at meldingerne er korrekte. Det står heller ikke klart, om der i så fald er tale om et bevidst angreb, eller om missilerne eksempelvis er kommet på afveje.
Ritzau og Politiken
fortsæt med at læse




























