Russiske soldater, der ønsker at overgive sig til den ukrainske hær, behøver hverken at vifte med hvide flag eller krybe frem med hænderne over hovedet. De kan i stedet ringe til en ny hotline med titlen »Jeg ønsker at leve« eller skrive til en særlig »Jeg ønsker at leve«-chatbot.
Det er den ukrainske efterretningstjeneste, der står bag projektet, som blev lanceret 18. september. Og ifølge talsmanden for den noget alternative overgivelseslinje, Vitalyj Matvjenko, er der allerede flere end 3.500 russiske soldater, der har henvendt sig via deres mobiltelefon eller det sociale medie Telegram.




























