USA’s Højesteret giver grønt lys for, at en komité i Repræsentanternes Hus får udleveret Donald Trumps skatteregnskaber.
Det skriver Reuters.
Afgørelsen i Højesteret er et nederlag for den tidligere republikanske præsident. Trump hævdede, at kravet om at få udleveret hans skatteregnskaber var politisk motiveret.
Højesteret var af Trump og hans advokater blevet anmodet om at hastebehandle en anmodning om at få blokeret for udleveringen af Trumps skattedokumenter.
Udvalget i Repræsentanternes Hus havde tidligere ved en lavere retsinstans fået medhold i kravet om at få skatteregnskaberne udleveret.
Striden om kravet fra kongresudvalget er en af mange juridiske sager, som Trump står over på et tidspunkt, hvor han har bebudet, at han stiller op ved præsidentvalget i 2024.
Der er ingen meldinger om, at nogen af Højesterets dommere offentligt har erklæret sig som modstander af tirsdagens afgørelse, som går imod den tidligere præsident.
Republikanerne sikrede sig et snævert flertal i Repræsentanternes Hus ved midtvejsvalget tidligere i denne måned. Partiet får i januar kontrollen med det udvalg, som har bedt om at få skatteregnskaberne fra Trump udleveret.
Trump er den første præsident i fire årtier, som afviste at offentliggøre sine indbetalinger til skattevæsnet.
Trumps advokater siger, at udvalgets reelle forehavende er at offentliggøre Trumps regnskaber for at skade ham politisk.
ritzau




























