Vedvarende russiske bombardementer af den befriede ukrainske by Kherson tvinger myndighederne til at evakuere indlagte på hospitaler.
Det oplyser regionens guvernør, Jaroslav Janusjevitj.
»På grund af de konstante russiske bombardementer så evakuerer vi hospitalspatienter fra Kherson«, skriver han på sociale medier.
Han oplyser, at børn, der er indlagt på et af regionens hospitaler, er blevet ført til naboregionen Mykolajiv.
Rusland trak sig tidligere på måneden ud af byen Kherson. Det skete efter mange ugers kampe.
Præsident Vladimir Putin havde ikke mange uger forinden erklæret regionen Kherson for en del af Rusland ’for altid’.
Kherson blev erobret af de russiske styrker ikke lang tid efter invasionen i Ukraine i slutningen af februar.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, oplyste torsdag, at syv mennesker i løbet af dagen blev dræbt og 21 såret i byen Kherson under den russiske bomberegn.
ritzau
fortsæt med at læse




























