Da Argentinas føderale domstol tirsdag idømte vicepræsident Cristina Kirchner seks års fængsel og fratog hende retten til at besætte et offentligt embede for altid, var det ikke bare første gang i landets nyere historie, at så vigtig en politiker er blevet retsforfulgt. Dommen har også udløst et frontalangreb fra regeringens side mod landets dommere og anklagere, der af Kirchner beskyldes for at være en veritabel »retsmafia«.
Krigen mellem den regerende peronistkoalition Frente de Todos og retssystemet er ikke ny, for Cristina Kirchner har været under efterforskning for korruption i årevis, og det er ikke gået stille for sig, men dommen har hævet konflikten til orkanstyrke, og nu har Kirchner ført den direkte ud på gaden. Mandag har vicepræsidenten kaldt til støttedemonstration i centrum af Buenos Aires, og hvis det går, som det plejer, når hun kalder, vil tilslutningen være massiv, og vreden bliver entydigt rettet mod dommerstanden.




























