Slutter i dag: Få Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

27 mænd fra Etiopien er fundet døde i Zambia. En 28. mand gispede efter vejret og er bragt til hospitalet.

27 dødfundne migranter i Zambia menes at være døde af sult

Lyt til artiklen

Ligene af 27 formodede etiopiske migranter, som er fundet i et område nord for Zambias hovedstad, Lusaka, menes at være døde af ’sult og udmattelse’.

Det oplyser zambisk politi søndag.

Ofrene er alle mænd i alderen mellem 20 og 38 år.

I en erklæring fra politiet oplyses det videre, at alle mændene menes at være etiopiske statsborgere.

Zambiske politibetjente fandt desuden en 28. mand, som ’gispede efter vejret’. Han er bragt til hospitalet.

Ligene af de 27 mænd blev fundet af lokale beboere, efter at de var blevet ’dumpet’ i et område nord for Lusaka.

Migranter fra det østlige Afrika bruger ofte Zambia som transitland på vejen mod Sydafrika, der er kontinentets næststørste økonomi.

I oktober blev ligene af 30 formodede migranter fra Etiopien fundet i Malawi.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her