Normalt er det en lidt rituel omgang – af nogle ledere ligefrem betragtet som tidsspilde – når EU-ledere begynder et EU-topmøde med en tale fra EU-Parlamentets formand. Men torsdag trak samtalen ud, faktisk en time længere end beregnet i det ellers tætpakkede program, for mange regeringschefer havde synspunkter om den skandale, som udfolder sig i EU-Parlamentet i disse dage. Her sidder en af parlamentets næstformænd, den græske Eva Kaili, varetægtsfængslet, mistænkt for sammen med en række andre personer med tilknytning til parlamentet at have modtaget penge fra blandt andre Qatar for at fremme deres sag.
»Vi havde en lang udveksling af synspunkter om de kriminelle omstændigheder, som involverer parlamentet«, fortalte parlamentets formand, Roberta Metsola, efterfølgende på en pressekonference, hvor hun fortalte, at hun havde lovet lederne at gøre alt for at komme til bunds i sagen og få kigget alle regler efter i sømmene.



























