Familien til Perus nyligt afsatte præsident, Pedro Castillo, har fået asyl i Mexico. Det meddeler Mexicos udenrigsminister, Marcelo Ebrard, tirsdag.
»De har fået asyl, fordi de befinder sig på mexicansk territorium. De er på vores ambassade«, siger ministeren på et pressemøde.
Han siger ikke, præcis hvor mange af Castillos slægtninge, der har fået asyl.
Ekspræsidenten har to børn. Familien har også taget sig af Castillos kones lillesøster.
Den mexicanske regering er nu ved at forhandle med Perus nye regering om at lade familien rejse til Mexico, tilføjer ministeren.
»Der forhandles om sikker passage, sådan så at hvis de ønsker at rejse, kan de gøre det og komme til Mexico«, siger Ebrard.
Mexicos præsident, Andres Manuel Lopez Obrador, sagde mandag, at ’døren står åben’ til Mexico for Castillo og hans familie.
Castillo blev afsat tidligere på måneden, efter at han havde forsøgt at opløse Kongressen, inden den skulle stemme om at stille ham for en rigsret.
Han blev anholdt, da han var på vej til den mexicanske ambassade i Perus hovedstad, Lima, for at søge asyl.
Castillo er nu varetægtsfængslet i 18 måneder. Han er anklaget for oprør og sammensværgelse.
Hans afløser, tidligere vicepræsident Dina Boluarte, sagde søndag, at hun allerede var blevet informeret om, at Castillos familie har fået asyl i Mexico.
ritzau




























