To parlamentsmedlemmer, der mistænkes i stor korruptionsskandale, kan få fjernet deres immunitet.

EU-leder vil fjerne to mistænkte politikeres immunitet i korruptionsskandale

Foto: Andreea Alexandru/Ritzau Scanpix
Foto: Andreea Alexandru/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

EU-Parlamentets formand, maltesiske Roberta Metsola, har mandag iværksat en proces for at fjerne to parlamentsmedlemmers immunitet.

Det oplyser den 43-årige formand på Twitter:

»På anmodning fra belgiske retsmyndigheder har jeg iværksat en hasteprocedure for at fjerne to medlemmer af EU-Parlamentets immunitet«.

Det er en omfattende korruptionsskandale, der har ført til parlamentsformandens beslutning. Sagen handler blandt andet om, at EU-politikere skal være blevet bestukket af Qatar i bytte for positiv omtale.

Den tidligere næstformand i parlamentet Eva Kaili sidder allerede fængslet.

En belgisk dommer har afgjort, at Kaili, der kommer fra Grækenland, ikke er omfattet af immunitet, fordi hun angiveligt blev taget på fersk gerning.

44-årige Kaili blev anholdt og sigtet, efter at belgisk politi havde ransaget flere hjem og fundet i alt 1,5 millioner euro i kontanter.

De 150.000 euro blev fundet i Eva Kailis hjem.

Den græske politiker vidste intet om, at der var så mange kontanter i hendes lejlighed, har hendes advokat tidligere forklaret.

Kailis far var samme dag blevet pågrebet med en kuffert med 600.000 euro i kontanter. Foreløbig er der tre andre sigtede i korruptionssagen. De er alle italienere. Den ene er Eva Kailis kæreste, Giorgi.

Kaili har tidligere i parlamentet overrasket mange af sine kolleger ved i parlamentet at tale rosende om Qatar.

Blandt andet har hun talt i positive vendinger om landets arbejdsmarkedspolitik op til VM i fodbold, selv om der har været stor international kritik af den måde, som gæstearbejdere er blevet behandlet på.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her