De 20 ultrakonservative republikanere, der blokerer valget af en formand for Repræsentanternes Hus og dermed sætter det amerikanske demokrati på pause, har i hvert fald to ting til fælles.
De er med få undtagelser blevet anbefalet af tidligere præsident Donald Trump, men de lystrede ikke, da han onsdag opfordrede dem til at stemme på partifællen Kevin McCarthy som speaker – formand – for Repræsentanternes Hus. »Min Kevin«, som Donald Trump har kaldt ham. I seks kaotiske valgrunder sagde de tirsdag og onsdag nej og nej og udstillede dermed både Det Republikanske Partis handlingslammelse og Trumps svindende indflydelse.




























