Antiterror-efterforskere har anholdt en 32-årig mand i byen Castrop-Rauxel i delstaten Nordrhein-Westfalen i Tyskland.
Manden mistænkes for at have planlagt et islamistisk motiveret kemisk angreb, skriver nyhedsbureauet dpa.
Den 32-årige, som er iransk statsborger, menes at have anskaffet sig giftstofferne cyanid og ricin til sin formodede forbrydelse.
Det oplyser den offentlige anklager i Düsseldorf i en meddelelse sammen med politiet i Recklinghausen og Münster tidligt søndag.
Lørdag aften ransagede myndighederne det sted i Castrop-Rauxel, hvor den 32-årige bor. Byen ligger omkring 15 kilometer nordvest for Dortmund.
Et større område omkring stedet blev afspærret, mens mange betjente, brandmænd og redningsarbejdere var sendt derud.
Flere folk i området bar beskyttelsesdragter, oplyser en journalist fra nyhedsbureauet dpa på stedet.
»Personen er mistænkt for at have forberedt en alvorlig og voldelig handling, som kunne være farlig for staten«, siger efterforskere ifølge dpa.
»Gennemsøgningen har til formål at finde giftstoffer og andet bevismateriale«.
Den 32-årige og en anden person er anholdt.
Det er uvist, hvor langt den 32-årige formodes at have været i angrebsplanerne. Et muligt konkret mål oplyses heller ikke.
»Bevismateriale blev sikret og undersøges«, skriver anklagemyndigheden.
Den hovedmistænkte vil i de kommende dage blive stillet for en dommer i forbindelse med en mulig varetægtsfængsling, oplyser efterforskere ifølge nyhedsbureauet AFP.
Ricin er et stof, der selv i små doser kan være dødeligt, hvis det inhaleres eller på anden måde indtages.
Symptomerne, hvis man har indtaget ricin, er kvalme, opkast og organsvigt.
Tyskland har i senere år været ramt af - og ifølge myndighederne også forhindret - angreb med islamistisk motiv.
Berlin blev i 2016 rystet af et bilangreb på et julemarked ved Kaiser-Wilhelm-Gedächtniskirche.
En tunesisk mand med IS-sympatier dræbte 12 og sårede 49. Et 13. offer døde fem år senere af alvorlige skader.
ritzau




























